GreenMobility har i dag offentliggjort en plan om en signifikant ekspansion i København til mere end 1.000 elektriske køretøjer.

Dagens melding om at ekspandere i København kommer efter, at konkurrenten Share Now har valgt at lukke i København ved udgangen af februar, fordi ejeren vil koncentrere sig om busser og tog. GreenMobility og Share Now har været større konkurrenter inden for carsharing i Danmark, og er gennem årene blevet en del af den daglige mobilitet i hovedstaden.

GreenMobility planlægger med den nye ændring i markedet at dække de delebiler, som Share Now fjerner. Derved vil GreenMobility styrke sin flåde i København markant, så københavnerne fortsat har de samme muligheder for lettilgængelig transport.

Ekspansionen i København vil ske over de kommende måneder, og det er selskabets forventning at have omkring 1.000 elektriske delebiler i hovedstaden i løbet af første kvartal 2024, hvilket forventeligt vil have en signifikant positiv effekt på omsætningen i København i 2024.

København er allerede et helt centralt marked for GreenMobility. København var det første marked, hvor selskabet etablerede sig, og er selskabets største marked, der ligeledes er profitabelt. I september offentliggjorde GreenMobility en ny milepæl for det københavnske marked med mere end 60.000 ture i København gennem august måned, hvilket var det højeste antal ture på en måned nogensinde. Med en markant forøgelse af flåden i København i den kommende tid, får københavnerne i højere grad mulighed for at anvende selskabets elektriske delebiler.