Det danske udlejningsselskab Movinn har overordnet levet op til deres vækstforventninger fra IPO-planen, hvor de kunne præsentere en række value drivers for de kommende år.

Ifølge en fremskrivning af de value driver, som Movinn præsenterede ifm. sin børsnotering, skulle selskabet ved udgangen af 2022 have 360 lejligheder, samt en omsætning på 72 mio. kroner. Her kunne de i årsregnskabet præsentere en omsætning på 73,3 mio. kroner og en portefølje på 440 lejligheder, hvilket altså er over de forventninger, der er beregnet ud fra selskabets value drivers.

Den store vækst er dog også sket på bekostning af bundlinjen, der ikke levede op til forventningerne på EBITDA. Her gav det danske marked et positivt EBITDA på 9 mio. mod forventet 10-12 mio., mens det svenske som forventet gav et mindre underskud i opstartsfasen.

Når man ser mod 2023, var den oprindelige guidance baseret på value drivers med en omsætning på 86.4 mio. kroner og en samlet portefølje på 432 enheder. I 2023 guider Movinn i dag med at lande en omsætning på 83,5-88 mio. kroner samt en mere tilbageholdende tilgang ift. nye lejligheder. EBITDA-resultatet ifølge estimaterne fra IPO-planen lyder på 12,9 mio. kroner, hvilket er lidt over guidance for 2023 på 10-12 mio. kroner.

Movinn har dog ovenpå den store vækst gennem 2022 gennemgået et strategisk skift, der skal sikre et større fokus på bundlinjen. Movinn arbejder dermed henimod, at man leverer på top såvel som bundlinje, og er tæt på at være i mål ift. deres IPO-forventninger.

Movinn forventer at Tyskland bliver det næste marked, hvor de gør en indtrædelse. Dette forventes at blive en realitet i 2023 eller 2024, hvorefter Movinn vil være til stede i tre lande. Her var guidance 4-7 lande i 2025 i IPO-planen.