OrderYOYO har i dag præsenteret foreløbige tal for andet kvartal 2023, inden selskabet til august vil præsentere halvårsregnskab.
Af dagens meddelelse fremgår det, at OrderYOYO ved udgangen af juni 2023 havde en konsolideret ARR på 246 mio. kroner svarende til en vækst på 47% ift. samme periode sidste år. Alle måneder i første halvår har været EBITDA-positive, hvor selskabet i perioden har leveret et EBITDA på 9,0 mio. kroner mod et negativt EBITDA på 6,0 mio. kroner i samme periode sidste år.
Efter den solide udvikling opjusterer OrderYOYO i dag sine forventninger, hvorfor selskabet nu forventer at nå en ARR på 250-260 mio. kroner ved udgangen af året mod tidligere 245-255 mio. kroner. På omsætningsniveau forventer OrderYOYO nu at nå en omsætning på 220-235 mio. kroner fra tidligere 215-230 mio. kroner, mens forventningerne til EBITDA er løftet til 15-20 mio. kroner fra tidligere 13-18 mio. kroner. EBITDA-marginen forventes dermed nu at være i intervallet 6-9% fra tidligere 6-8%.
Forventningerne til nøgletallet GMV bliver fastholdt i niveauet 2,5-2,7 mia. kroner ved udgangen af året. GMV beskriver restaurantpartnernes samlede omsætning gennem selskabets software. I første halvår har OrderYOYO omsat for 116 mio. kroner og har en annualiseret GMV på 2,3 mia. kroner.
OrderYOYO meddeler desuden, at integrationen af Kingfood, som de opkøbte i april måned, følger planen. Kingfood er blandt de ledende virksomheder i Irland og UK inden for det asiatiske køkkensegment. Den 22. august vil OrderYOYO præsentere sin halvårsrapport for 2023.
No comments! Be the first commenter?