OrderYOYO gik på børsen i sommeren 2021, og nærmer sig dermed sit to års jubilæum som børsnoteret virksomhed. Et af de helt store temaer efter børsnoteringen har været opkøb.

I virksomhedsbeskrivelsen fra 2021 beskrev OrderYOYO, at de planlagde at udvide til det tyske marked i første halvår 2022. Allerede i tredje kvartal 2021 købte OrderYOYO dog virksomheden Happz, hvilket betød, at OrderYOYO trådte ind på det tyske marked omkring et halvt år før forventet. I virksomhedsbeskrivelsen fremgik desuden en målsætning om at nå en ARR på 175-200 mio. kroner ved udgangen af 2022, som endte på 212 mio. kroner.

Med opkøbet af Happz trådte OrderYOYO dermed ind på det tyske marked; et marked som i dag er helt centralt for selskabet, idet OrderYOYO i juni 2022 annoncerede opkøbet af app smart. Opkøbet af app smart gjorde Tyskland til det største marked for OrderYOYO, der ifølge årsregnskabet for 2022 udgjorde 38% af selskabets ARR mod blot 1% ved udgangen af 2021.

Opkøbet af app smart gav desuden en pæn markedsandel på det østrigske marked samt en planlagt indtrædelse i Schweiz. Efter opkøbet af app smart har OrderYOYO oplevet en positiv udvikling, hvor de det seneste år har haft mulighed for at opjustere sine forventninger fire gange, hvoraf den seneste opjustering var relateret til endnu et opkøb.

OrderYOYO annoncerede senest et opkøb i april 2023, hvor de købte Kingfood, som er blandt de ledende virksomheder i Irland og UK inden for det asiatiske køkkensegment. Opkøbet skete dermed på et af OrderYOYOs etablerede markeder for at styrke selskabets position på markedet. Kingfood servicerer mere end 500 restauranter, og bidrog med mere end 10 mio. kroner i ARR.

OrderYOYO har således gennemført tre opkøb siden børsnoteringen, og opkøb vil forventeligt være en del af strategien fremadrettet, hvor selskabet har en ambition om at servicere mere end 25.000 restauranter inden udgangen af 2025 mod selskabets knap 10.000 restaurantpartnere ved udgangen af 2022.