Pharma Equity Group kunne i dag offentliggøre deres kvartalsrapport for tredje kvartal 2023, hvor de opdaterer på den seneste udvikling og de fremtidige ambitioner for selskabet.

Det primære fokusområde for Pharma Equity Group er datterselskabet Reponex, der har seks lægemiddelskandidater under udvikling. I oktober modtog selskabet et patent fra United States Patent and Trademark. Patentet omhandler en fremgangsmåde til behandling af kroniske sår ved påsmøring af en hydrogel indeholdende granulocyt-makrofag kolonistimulerende faktor (GM-CSF), sukralfat og hyaluronan for at accelerere sårheling. Patentet er gyldigt indtil 2039.

Yderligere på patentsiden har Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) udstedt en intention to grant for to af lægemiddelkandidaterne. En intention to grant er en tilkendegivelse om, at EPO har hensigt til at give patent efter en række standardprocedurer, som regel indenfor 2 måneder.

Det ene patent omhandler sårbehandlingskandidaten RNX-022, der beskriver dens unikke måde for at fremme sårheling. Det andet vedrører kolorektal cancerkandidaten RNX-051 og dens unikke nedbrydelse af de bakterielag, der beskytter kræftsvulsten eller adenomer (potentiel kræftsvulst) fra bekæmpelse af kroppens eget immunsystem i tyk- eller endetarmen.

På kapitalsiden forventer Pharma Equity Group et negativt resultat på 18-22 mio. kroner for regnskabsåret 2023. Selskabet har dog et tilgodehavende på 64 mio. kroner hos Portinho S.A, hvor der har været en god dialog og forventes en betaling i indeværende regnskabsår. Som følge af dette tilgodehavende har selskabet opnået en bridge finansiering på 6,5 mio. kroner, mens hensigten er at modtage lånetilsagn op til 20 mio. kroner.

Efter periodens afslutning kunne Pharma Equity Group vælge to nye højtkvalificerede bestyrelsesmedlemmer på en ekstraordinær generalforsamling den 2. november. Omar S. Qandeel er en international forretningsmand, der primært fokuserer på investeringer med social indvirkning og projektudvikling sammen med asiatiske, europæiske og mellemøstlige virksomheder og regeringer.

Martin Engell-Rossen er bedst kendt som Danmarks førende politiske strateg. Han har en stærk baggrund som tidligere stabschef i Statsministeriet og særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen. Martin Engell-Rossen har senest været Senior Vice President for Group Communication & Sustainability hos Danfoss.

Begge kandidater har ekstensiv erfaring inden for blandt andet finansiering, internationale relationer og investorkommunikation, og anses som en stærk tilføjelse til bestyrelsen.