Scandinavian Medical Solutions kunne i går aftes opjustere sine forventninger for regnskabsåret 2022/23. Det var dermed den anden opjustering i indeværende regnskabsår.

Det er en voksende global efterspørgsel efter brugt billeddiagnostik udstyr, høj vækst i ordretilgangen samt udvidelsen af Rental forretningen, der får Scandinavian Medical Solutions til at opjustere sine forventninger. Senest opjusterede selskabet sine forventninger i marts 2023.

Scandinavian Medical Solutions forventer nu at nå en omsætning på 150-165 mio. kroner i 2022/23 mod tidligere 140-155 mio. kroner. På EBITDA-niveau forventer selskabet nu at nå et resultat på 18,5-20,5 mio. kroner fra tidligere 17-19 mio. kroner. Selskabet oplyser i meddelelsen, at de fortsat arbejder med færdiggørelsen af halvårsrapporten. Halvårsrapporten forventes planmæssigt offentliggjort tirsdag den 16. maj 2023.

Administrerende direktør hos Scandinavian Medical Solutions, Jens Krohn udtaler ifm. opjusteringen:

Vi er ikke i tvivl om, at vores vækststrategi er den rigtige – og vi kan nu for anden gang i dette regnskabsår vise markedet og vores investorer, at forretningen vokser hurtigt. Vi ser frem til at kunne fremvise selskabets halvårsregnskab, som offentliggøres den 16. maj 2023.