Shape Robotics har i dag præsenteret sin guidance for 2024, hvor selskabet forventer markant vækst med en ventet omsætning på 300-325 mio. kroner med et EBITDA på 14-18 mio. kroner.

Den forventede markante vækst i 2024 kommer efter et forrygende 2023 med notering på Nasdaq Main Market, historisk store købsordrer og nye partnere, datterselskab i Republikken Moldova og gennemført opkøb af selskabet Skriware i Polen. Shape Robotics har i 2023 leveret på selskabets ambitiøse vækstplaner og kontinuerligt kvitteret for investorernes tillid ved at følge den udmeldte vækststrategi.

Blandt de vigtigste nyheder i 2023 står rammeaftalen med Network One Distribution pålydende godt 223 mio. kroner, som for nylig udløste en historisk stor købsordre på 53 mio. kroner til Shape Robotics. I forbindelse med rammeaftalen opjusterede selskabet sine forventninger til hele året.

Guidance for 2024 inkluderer også estimerede resultater fra det nyetablerede datterselskab i Republikken Moldova, der ligesom naboen Rumænien har ambitiøse projekter, der sigter mod at løfte Moldovas digitaliseringsniveau og ambitioner om EU-medlemskab. Shape Robotics forventer at være blandt markedslederne i Rumænien og Republikken Moldova og på mellemlang sigt opnå samme status i Polen. Fællesnævnere for alle de internationale markeder som en vækstvirksomhed som Shape Robotics nu adresserer, er kombinationen af uddannelsespolitisk fokus og vedtagne milliardbudgetter, der giver mulighed for at vinde store udbud i partnerskab med veletablerede giganter.

Den forventede vækst ind i 2024 drives primært af eksisterende rammeaftaler på hovedmarkedet i Rumænien, hvor Shape Robotics leverer STEAM-teknologi til det omfattende “SmartLab”-projekt finansieret af EU’s Recovery and Resilience Funds og nationale myndigheder.

Blandt de prioriterede vækstmarkeder, herunder Bulgarien, Spanien, Australien, Holland, De Forenede Arabiske Emirater og USA, fortæller bestyrelsesformand, Jeppe Frandsen, der tiltrådte som formand i maj 2023, at Polen pt. står højest på listen med hensyn til ekspansionsplaner som det marked, som selskabet i det kommende år forventer den største udvikling i.

CEO André Fehrn og den øvrige ledelse vil i det kommende år ud at hente ny vækstkapital til at understøtte selskabets ambitiøse ekspansionsplaner og til udvikling af nye løsninger og et lager med kapacitet til at effektuere større og større ordrer. Bestyrelsen og ledelsen er i øjeblikket ved at lægge fundamentet til at fremskaffe mere arbejdskapital gennem en fortegningsemission i begyndelsen af ​​2024 med et mål om at rejse 30-35 mio. kroner.