Shape Robotics har netop gennemført opkøbet af EdTech-virksomheden, Skriware, og åbner dermed for hurtig adgang til det store polske marked for uddannelsesteknologi.

Købet af Skriware sker via aktie-swap, hvor de eksisterende aktionærer i Skriware modtager aktier i Shape Robotics. Prisen er aftalt til 5,1 mio. euro svarende til ca. 38 mio. kroner. Opkøbet styrker Shape Robotics’ position som leverandør af undervisningsteknologi i Central- og Østeuropa, og Skriware overtages pr. 1. januar 2024.

Ifølge bestyrelsesformand i Shape Robotics, Jeppe Frandsen er opkøbet et nødvendigt skridt, der baner vejen for EdTech-koncernens treårige strategi for 2024-2026, der forventes udmeldt i starten af det nye år. Fra nu af vil teamet og teknologien bag Skriware kunne indgå i planlægningen af den fremtidige produktudvikling og organisering på tværs af teams og lande og ikke mindst understøtte de realistiske, men ambitiøse vækstplaner, der kontinuerligt finjusteres til markedets udvikling i Europa og andre steder i verden.

Bestyrelsen har i fællesskab med ledelsen og investorer vurderet, at opkøbet af Skriware tjener som en umiddelbar effektiv indtræden i et hastigt voksende marked, hvor rettidig tilgængelighed og lokal tilstedeværelse er afgørende for at vinde udbud og siden hen levere varen rettidigt.

Polen har med stor politisk og finansiel opbakning fra både EU og indenlandske organisationer oplevet stor vækst i EdTech-sektoren i de seneste år. Målet for Polen er at øge inklusionen af nye teknologier i undervisningen af børn og unge og udbrede STEAM-labs på polske skoler, herunder både private og offentlige skoler.

Væksten i EdTech-sektoren i Polen er drevet af stigende anvendelse af teknologibaserede værktøjer i uddannelsesinstitutioner, et levende start-up-økosystem og en omfattende offentlig støtte til uddannelsesprojekter relateret til EdTech. I løbet af foråret venter man spændt på at starte det ambitiøse projekt ”Futurelabs 2.0” med allokerede midler, der forventes at ramme niveauet 2 mia. kr. Med Skriware med på vognen udvider Shape Robotics den samlede organisation med helt afgørende salgs- og distributionsmuligheder og står i en god position til at byde ind på de store projekter, som offentliggøres over det næste stykke tid.

I kraft af befolkningens størrelse og det store fokus på digital uddannelse har Polens EdTech-marked ifølge CEO André Fehrn potentiale til at matche eller endda overgå Shape Robotics’ nuværende største marked, Rumænien. Topchefen vil i høj grad bruge de erfaringer som er blevet høstet i Rumænien i åbningen af det modne polske marked.