Shape Robotics har udsendt flere nyheder i oktober, hvor selskabet har styrket sin tilstedeværelse i Europa gennem nye distributionsaftaler og ordrer.

Shape Robotics henvender sig til uddannelsesinstitutioner på tværs af landegrænser, hvor der i EU investeres massivt i at styrke brugen af teknologi på uddannelsesinstitutionerne. Derfor har Shape Robotics satset stort på sit hovedmarked i Rumænien, mens der er etableret et datterselskab i Moldova, der allerede har modtaget sin første ordre, og lige nu arbejdes på at gennemføre et større opkøb i Polen.

I oktober har Shape Robotics modtaget endnu en ordre i Rumænien på omkring 3 mio. kroner. Denne aftale var delvist finansieret af EU’s Regional Operational Program. I Grækenland er der modtaget en ordre på omkring 100.000 EUR svarende til omkring 750.000 kroner.

Da Shape Robotics offentliggjorde ordren i Grækenland, annoncerede selskabet samtidig en ny distributionsaftale med Netscope Solutions i landet. Shape Robotics har haft succes med sin partnerbaserede strategi, hvor de tidligere i år indgik en historisk stor rammeaftale med Network One Distribution, som fra aftalens indgåelse løb 18 måneder frem, og havde en forventet minimumsværdi på 30 mio. EUR svarende til 223 mio. kroner.

Den 13. oktober offentliggjorde Shape Robotics en ny distributionsaftale i Spanien med Foredu Solutions. I meddelelsen beskrev Shape Robotics, at Spanien ligesom mange andre lande investerer massivt i at styrke det teknologiske niveau på uddannelsesinstitutionerne, hvor der er afsat 1,4 mia. EUR til forskellige initiativer. Det inkluderer bl.a. opsætning af 240.000 digitale klasseværelser, hvor Shape Robotics har stor ekspertise og en god track record fra andre europæiske lande.