Shape Robotics har her til eftermiddag offentliggjort regnskab for første halvår af 2021.

I regnskabet fremgår en omsætningsvækst på 45%, så omsætningen endte på 4,36 mio. kroner. Samtidig stiger ARR-omsætningen til 141.000 kroner mod 94.000 kroner i slutningen af marts 2021.

Det har været et særdeles spændende halvår for Shape Robotics, som har budt på mange nyheder. Shape Robotics fortsætter blandt andet som leverandør til Lungeforeningen, og har indgået 10 nye forhandleraftaler fordelt på strategiske markeder som Tyskland, GCC-landene, Schweiz og Australien.

Derudover har selskabet modtaget en stor ordre fra verdens største K-12 skoleoperatør i Dubai, og er blevet udpeget som eventuel leverandør til et større antal skoler sammen med én af Selskabets distributører. Shape Robotics indleder efter balancedagen et opkøb af samme distributør og øger omsætningspotentialet i projektet i Rumænien til 180-420 mio. kroner indenfor de næste 2-3 år.

Selskabets CEO, David Johan Christensen udtaler ifm. dagens regnskab:

Vi er glade for at have 45% omsætningsvækst i et halvår hvor skoler og uddannelsesinstitutioner var lukket næsten halvdelen af perioden. Vi ser ind i en meget spændende periode for selskabet.