Scandinavian Medical Solutions gik på børsen i november 2021 med en tegningskurs på 5 kroner pr aktie. Allerede en måned efter første handelsdag offentliggjorde SMS sit første årsregnskab som børsnoteret virksomhed, og til november offentliggøres årsregnskabet for indeværende regnskabsår, der udløber efter denne måned.

Scandinavian Medical Solutions er en handelsvirksomhed, der øger scanningskapaciteten globalt gennem specialiseret indkøb og videresalg af brugt billeddiagnostisk udstyr af høj kvalitet. Selskabet gik på børsen med en forventning om at nå en omsætning på 65-70 mio. kroner i 20/21 med et positivt EBITDA på 10-12 mio. kroner. Her realiserede Scandinavian Medical Solutions en omsætning på 71,6 mio. kroner med et positivt EBITDA på 10,9 mio. kroner.

Ifølge IPO-planen var målsætningen at nå en omsætning på 80-85 mio. kroner med et positivt EBITDA på 12-14 mio. kroner i 21/22. Efter en opjustering i sidste måned er forventningen nu at nå en omsætning på 90-95 mio. kroner med et positivt EBITDA på 12-14 mio. kroner ekskl. omkostninger ifm. børsnoteringen. På et fundamentalt niveau er SMS dermed kommet godt fra start på sin vækstrejse, her hvor selskabet nærmer sig sin årsdag som børsnoteret virksomhed.

Da Scandinavian Medical Solutions er en overskudsgivende forretning, er det også et af de selskaber, hvor det er mere optimalt at beregne multipler. Med en aktiekurs på 4,4 handles Scandinavian Medical Solutions til en markedsværdi på knap 120 mio. kroner. Med et overskud i 20/21 på 8,2 mio. kroner svarer det til, at Scandinavian Medical Solutions handles til en P/E værdi på omkring 14,5 baseret på resultatet for sidste regnskabsår. Baseret på selskabets forventninger til 21/22 handles selskabet desuden til en EBITDA multipel på lidt over 9x ud fra den forudsætning, at de lander et resultat i midten af deres guidance.