Scandinavian Medical Solutions har sikret en rekordstor handel inden for After Sales, et forretningsområde, der er vokset stødt gennem det seneste halve år. De solgte reservedele skal bidrage til at forlænge levetiden for en række systemer i de kommende år.

Tidligere på året offentliggjorde Selskabet, at nye forretningsområder var blevet lanceret, heriblandt After Sales, med forventning om at sikre en fremtidig omsætningsvækst. After Sales løsninger inkluderer b.la. handel med reservedele til opretholdelse, løbende vedligeholdelse samt opgraderinger af billeddiagnostisk udstyr. Gængse dele kan ved regelmæssige servicechecks udskiftes, før de installerede systemer giver fejlmeldinger, hvorved der kan sikres en høj oppetid og en stabil scanningskapacitet.

Salget ligger i intervallet 2-3,5 mio. kroner til en amerikansk kunde, og offentliggøres derfor i henhold til selskabets kommunikationspolitik. Jens Krohn, som er CEO for Scandinavian Medical Solutions, udtaler:

Da vi valgte at lancere After Sales som nyt forretningsområde i Scandinavian Medical Solutions, var det med en klar målsætning om at kunne støtte vores kunder bedst muligt med levering af reservedele til systemer tidligere indkøbt hos os. Vi kan allerede nu mærke, at der er blevet taget godt imod vores initiativ – og vi er utroligt glade for at kunne bidrage til, at vores kunder kan holde deres indkøbte systemer ved lige og sikre høj oppetid.