Trophy Games har i dag offentliggjort forventninger til regnskabsåret 2024, som bliver et år med fortsat fokus på profitabilitet samt investeringer i selskabets transportserie.

Trophy Games forventer i 2024 at nå en omsætning på 59-68 mio. kroner med et EBITDA på 11-15 mio. kroner samt et EBT på 2-6 mio. kroner. Det er væsentligt at bemærke, at denne guidance ikke inkluderer potentielle opkøb. Trophy Games forventer til sammenligning at nå en omsætning på 51-56 mio. kroner i 2023 med et EBITDA på 8-12 mio. kroner og et EBT på 0,5 til 5 mio. kroner.

Trophy Games forventer at afslutte 2023 med en kontantbeholdning på omkring 24 mio. kroner uden gæld samt uden planer om at rejse yderligere kapital. Per 12. december 2023 ejer Trophy Games 292.930 egne aktier, hvor selskabet til sammenligning købte 228.930 aktier gennem november måned, som var den første måned af selskabets aktietilbagekøbsprogram.

De tre primære vækstdrivere for 2024 er skalering af de to nyeste spil i transportserien, Shipping Manager og Train Manager, lancering af Truck Manager i andet halvår samt lanceringen af The Ranchers, der nu forventes at blive lanceret sent i andet halvår fra tidligere første kvartal. Mindre forventede vækstdrivere er lanceringen af Energy Manager i april, opgraderinger til Transit King Tycoon gennem første halvår, lancering af Sky Haven 2 i andet halvår samt skalering af Tiny Rails.

Trophy Games satte yderligere fokus på de strategiske fokusområder for 2024 i det seneste CEO Letter, som blev sendt ud mandag i denne uge.