Den netop overståede uge på de danske vækstbørser har budt på et farvel til SameSystem, mens Seluxit har oplevet en stigning på hele 94%.

Seluxit bygger dermed videre på de positive takter fra forrige uge, hvor aktien oplevede en stigning på 28%, hvorfor aktien nu er oppe med 140% i år. Seluxit har ikke været med selskabsnyt i løbet af den seneste uge, men meddelte i forrige uge, at selskabet ligesom i 2023 i år har fået støtte fra European Innovation Council til at udstille på Mobile World Congress i Barcelona. Seluxit-aktien oplevede desuden i fredagens handel en volumen på over 150 tusinde kroner, hvilket ifølge en personlig opgørelse var den højeste dagsvolumen for aktien siden sommeren 2022.

Blandt ugens bedst performende vækstbørsaktier finder vi også Impero, ViroGates, LED iBond og Q-Interline. Impero har i ugens løb både opjusteret sine forventninger til EBITDA, og budt velkommen til Profound Partners som ny storaktionær. Q-Interline har etableret et datterselskab i USA, og indtager dermed et af verdens absolut største markeder for landbrug, fødevare- og mejeriproduktion.

OrderYOYO er steget 8% gennem ugen, efter selskabet har præsenteret nøgletal for 2023, der viser et markant bedre resultat ift. selskabets seneste guidance. Derudover blev selskabets forventninger til 2024 løftet signifikant, hvorfor selskabet nu forventer at nå en ARR på 315-325 mio. kroner i 2024 fra tidligere 300-310 mio. kroner. Brain+ slutter ugen med en stigning på 5%, og har underskrevet to nye salgskontrakter på deres CST-Therapist Companion. Den ene kontrakt var en forlængelse af kontrakten med Herning kommune, mens den anden kontrakt var med Syddjurs Kommune.

I ugens bund slutter FastPassCorp med et fald på 24%. FastPassCorp var sidste år den mindst handlede aktie på tværs af de danske vækstbørser, og har ligeledes oplevet en meget begrænset volumen gennem den seneste uge trods det relativt store fald. Der er handlet aktier i FastPassCorp for i alt ca. 50.000 kroner gennem den seneste uge, som er fordelt på to dage, hvorfor aktien slet ikke blev handlet gennem tre ud af ugens fem handelsdage.

Blandt ugens andre nyheder kan fremhæves, at Scandinavian Medical Solutions har sikret salget af en 3-Tesla GE MRI-scanner fra 2018, Hove meddelte onsdag, at de havde modtaget ordrer til en samlet værdi af mere end 2,5 mio. kroner i løbet af den sidste uge og Alefarm Brewing har indgået et samarbejde med Wolt, som gør det muligt at bestille og få leveret friske øl på dåse og fustage til adresser inden for en radius af 10 kilometer fra bryggeriet.