Wirtek har de seneste 10 år været gennem en markant vækstrejse på både top- og bundlinjen, hvor driften løbende er blevet forbedret.
Tilbage i 2013 omsatte Wirtek for 8,8 mio. kroner, og med en EBITDA-margin på 4,7% realiserede Wirtek et EBITDA på 0,4 mio. kroner. I 2022 var omsætningen sammenlignet med 2013-niveauet vokset ca. 650% til 65,7 mio. kroner, mens EBITDA-resultatet voksede til 7,5 mio. kroner svarende til en vækst på mere end 1.700%, hvilket vidner om selskabets optimerede drift.
Konkret har Wirtek løftet EBITDA-marginen fra 4,7% i 2013 til 11,4% i 2022. Af billedet fremgår udviklingen siden 2013 frem til og med 2022, der viser en konstant og solid udvikling på både omsætningen og EBITDA-marginen.
I 2023 forventer Wirtek at nå en omsætning på 73-78 mio. kroner svarende til en vækst på 11-19%. På EBITDA-niveau forventer Wirtek at nå et resultat på 6-9 mio. kroner svarende til en udvikling på -20% til +27%. Dermed forventer Wirtek at realisere en EBITDA-margin i intervallet 8-12%. I årets første kvartal nåede Wirtek en EBITDA-margin på 10,0% baseret på en omsætningsfremgang på 11%. I første kvartal 2022 realiserede Wirtek en EBITDA-margin på 15,9%, hvorfor tilbagegangen i kvartalets EBITDA-margin bl.a. skyldtes en større omkostningsbase og en opblødning i markedet.
Frem mod 2025 har Wirtek defineret strategien Accelerate25XL, som er en opjusteret plan af den oprindelige Accelerate25 strategi. I denne strategi har Wirtek formuleret en række finansielle og opreationelle målsætninger. Blandt de oprationelle målsætninger fremgår bl.a. en oprykning til hovedbørsen i København. I de finansielle målsætninger fremgår et mål om at nå en omsætning på 130 mio. kroner i 2025 med et EBITDA på 18 mio. kroner. Det svarer til en EBITDA-margin på knap 14%, hvorfor Wirtek har et mål om fortsat at optimere driften.
No comments! Be the first commenter?