Varmen har ramt Danmark, og derfor er det måske meget passende, at bryggeriet på First North i denne uge slutter i toppen blandt de dansknoterede vækstbørsaktier.

Alefarm Brewing er gennem ugen steget 17%, efter selskabets direktør har deltaget i en artikel på Børsen, hvor han fortalte om selskabets børsrejse indtil nu, hvor de i år bl.a. har øget fokusset på kommunikationen til markedet. Den kendte investor Lars Hytting udtalte sig ligeledes positivt om Alefarm Brewing, hvor han også selv er investeret.

CS MEDICA er gennem ugen steget 11%, hvor selskabet bl.a. har annonceret, at de har indgået en aftale med en såkaldt Notified Body i Holland, der sikrer deres tilstedeværelse af eksisterende produkter på markedet.

Dataproces har været ude med flere nyheder. Først annoncerede selskabet kommune nr. 50 på MARC Fleksløn, som var en større sjællandsk kommune. Senere samme dag indgik Dataproces en kontrakt med en større sjællandsk kommune på REVIEW, hvilket var den 11. kommune til at købe ind på denne SaaS-løsning. Trophy Games har annonceret opkøbet af aktiverne fra den konkursramte finske spiludvikler, Bon Games, hvilket styrker Trophy Games’ position i transportgenren.

BactiQuant har leveret det første udstyr til en stor akvakulturkunde i Chile, og oplevet en stigning på 4% gennem ugen. Dermed fortsætter BactiQuant de gode takter på verdens tredje største akvakulturmarked. Seluxit har nedjusteret sine forventninger, hvorfor selskabet nu forventer at nå en omsætning på 4-5 mio. kroner med et negativt EBITDA på 4-5 mio. kroner i indeværende regnskabsår.

Blandt ugens andre nyheder kan nævnes, at SPENN har givet en opdatering på udviklingen i første kvartal, hvor de bl.a. har realiseret markante driftsmæssige forbedringer. Audientes har leveret sin årsrapport for 2022, mens Hove og WindowMaster begge har været med flere nyheder jævnfør selskabernes kommunikationspolitik.