Wirtek har siden regnskabsåret 2017 firedoblet sit udbytte, og aktionærerne kan igen i 2024 se frem til at modtage et udbytte, der stemmer overens med selskabets udbyttepolitik.
Wirtek har de seneste mange år kombineret sin vækststrategi med årlige udbyttebetalinger. Det er også tilfældet i 2024, hvor selskabet i forbindelse med årsrapporten i sidste måned indstillede til et udbytte på 0,38 kroner per aktie svarende til i alt 2,9 mio. kroner. Det svarer til en payout-ratio på 73%, da resultatet efter skat udgjorde 4 mio. kroner.
Det forslåede udbytte på 0,38 kroner per aktie svarer til en udbytteprocent på 4,2% baseret på aktiens lukkekurs i 2023. Wirtek beskriver i deres udbyttepolitik, at de sigter efter en udbytteprocent på minimum 2% samt en payout-ratio, der ikke overstiger 75%. Årets forslåede udbytte er derfor i den høje ende ift. de seneste års payout-ratio, hvilket også afspejles i en relativ høj udbytteprocent.
Wirtek har siden regnskabsåret 2017 frem til 2022 årligt løftet sit udbytte, mens årets udbytte er en mindre tilbagegang sammenlignet med sidste år. For regnskabsåret 2017 udbetalte Wirtek et udbytte på 0,09 kroner per aktie, hvilket nu er mere end 4-doblet. Såfremt udbyttet godkendes på generalforsamlingen i april 2024, vil Wirtek have udbetalt et samlet udbytte på 1,17 kroner per aktie for de seneste tre regnskabsår. Til disse der så potentialet i Wirtek-aktien tilbage i 2016, kunne man have købt en aktie omkring kurs 1, og have tjent investeringen hjem alene gennem udbytterne.
I 2023 realiserede Wirtek en omsætning på 70,4 mio. kroner med et EBITDA på 6,3 mio. kroner. Strategien Accelerate25XL er fortsat intakt, hvorfor selskabet forventer at nå en omsætning på 130 mio. kroner i 2025 med et EBITDA på 18 mio. kroner. For at leve op til de finansielle måltætninger i strategien skal selskabet gennemføre et eller flere opkøb af profitable IT-selskaber, hvor der er opbygget en voksende pipeline af købskandidater.
Wirtek afholder generalforsamling den 17. april 2024.
Wirtek udbyttehistorik
På nedenstående tabel fremgår Wirteks udbytte de seneste otte regnskabsår.
Regnskabsår | Udbytte per aktie | Udbytteprocent | Payout-ratio |
---|---|---|---|
2023 | 0,38 kr. | 4,2% | 73% |
2022 | 0,42 kr. | 3,4% | 57% |
2021 | 0,37 kr. | 2% | 56% |
2020 | 0,2 kr. | 1,5% | 28,2% |
2019 | 0,16 kr. | 2,2% | 73,1% |
2018 | 0,11 kr. | 1,9% | 75,6% |
2017 | 0,09 kr. | 3,1% | 81,6% |
2016 | 0,09 kr. | 7% | 129,1% |
Kilde: Wirtek årsrapporter.
No comments! Be the first commenter?