Wirtek har i dag offentliggjort kvartalsrapport for andet kvartal 2023, hvor de fastholder sine forventninger til både indeværende regnskabsår og den langsigtede Accelerate25XL strategi.
I andet kvartal 2023 har Wirtek omsat for 17,3 mio. kroner svarende til en organisk vækst på 12% ift. samme periode sidste år. Det bringer omsætningen for første halvår op på 35,4 mio. kroner. Målt på EBITDA leverede Wirtek et resultat på 1,8 mio. kroner i andet kvartal svarende til en vækst på 6% sammenlignet med samme periode sidste år. Det bringer EBITDA-resultatet for første halvår op på 3,6 mio. kroner.
På trods af fortsat usikkerhed og mindre forudsigelige markedsforhold fastholder Wirtek sine forventninger til regnskabsåret. Dermed forventer Wirtek at nå en omsætning på 73-78 mio. kroner svarende til en vækst på 11-19% sammenlignet med 2022. På EBITDA-niveau forventer Wirtek at nå et resultat på 6-9 mio. kroner svarende til en vækst på -20% til +27% sammenlignet med 2022.
Regnskabet markerer desuden halvvejen for Wirteks Accelerate25XL strategi, hvor Wirtek fastholder sine forventninger om at nå en omsætning på 130 mio. kroner i 2025 med et positivt EBITDA på 18 mio. kroner. Af Accelerate25XL strategien fremgår også flere operationelle målsætninger, herunder et mål om en notering på hovedbørsen i København i strategiperioden.
I andet halvår af 2023 forventer Wirtek bl.a. solid vækst fra energisektoren, hvor selskabet oplever en stigende efterspørgsel som et resultat af det globale fokus på vedvarende energikilder. I dette forretningsområde forventer Wirtek således at omsætte for mere end 8 mio. kroner i andet halvår af 2023 svarende til en vækst på mindst 60% sammenlignet med første halvår af 2023, hvor Wirtek omsatte for 4,8 mio. kroner i dette segment.
No comments! Be the first commenter?