Februar har budt på en lang række af regnskaber fra de dansknoterede vækstbørsselskaber, som har medvirket til større udsving.

Man kan selvfølgelig heller ikke komme udenom, at den russiske invasion af Ukraine også har afspejlet sig i aktierne. Sammen med regnskaberne har det været det helt store tema på minibørsmarkedet i februar. I dette indlæg tager vi et nærmere kig på nogle af de selskabsspecifikke nyheder fra måneden.

Aktier i grønt

Blandt de aktier, som slutter måneden med positivt afkast, er Mdundo, SPENN Technology, Copyright Agent, Movinn, Seluxit, Freetrailer, Jobindex, RISMA, FOM Technologies og Happy Helper.

Mdundo slutter øverst med en stigning på 24%, og er et af de selskaber, som har leveret regnskab i februar. Ved regnskabet meddelte Mdundo, at de i december 2021 havde 13,3 mio. aktive månedlige brugere, hvilket var en stigning på 90% YoY. Omsætningen endte på 2,5 mio. kroner i perioden. Derudover har selskabets bestyrelsesformand købt aktier for 170k kroner.

SPENN og Copyright Agent er steget hhv. 14% og 10%. SPENN har leveret flere nyheder, og startede måneden med at annoncere en aftale med I&M Bank i Uganda. Aftalen indebærer en 5-årig aftale, der som minimum vil genere 8,5 mio. kroner i omsætning for SPENN. Copyright Agent har ligeledes annonceret flere nyheder, herunder en ekspansion til det sydamerikanske, spanske og tjekkiske marked. Copyright Agent har også indgået en kontrakt med det engelske nyheds- og billedbureau, Click News & Media.

Movinn har skrevet under på den første aftale i Malmø. Det er første skridt mod en større lancering i Sverige, hvor Movinn vil forsøge at etablere sig på det svenske marked gennem et datterselskab. Freetrailer, Jobindex og FOM Technologies har alle offentliggjort regnskab. Her kunne FOM Technologies bl.a. fortælle om en ambition om at rykke op på hovedbørsen i 2023 samtidig med, at de præsenterede et rekordresultat med sorte tal på bunden.

Mange slutter måneden i rødt

Måneden har dog alt i alt budt på flest røde tal, hvor langt størstedelen af de danske minibørsaktier slutter måneden i rødt. De største fald er set hos Konsolidator, LED iBond, DanCann Pharma, FastPassCorp, Brain+, Donkey Republic, Curasight, Odico og Nexcom, som alle er faldet 20% eller mere.

Konsolidator er faldet 32%, og var den aktie der steg mest i januar med en stigning på 60%. I februar har Konsolidator leveret regnskab for 2021, hvor selskabet løftede sin ARR med 70%. I fjerde kvartal tilføjede selskabet 25 nye kunder, og havde dermed ved udgangen af året en ARR på 13,6 mio. kroner. Senere på måneden meddelte Konsolidator, at de har lanceret fire nye integrationer til de populære ERP-systemer Xero, Sage, QuickBooks og Fortnox.

LED iBond og Odico har begge annonceret ændringer i ledelsen. LED iBond har ansat Carl Peter Nielsen som ny CFO. Odico har meddelt, at deres CFO fratræder sin stilling fra d. 31. marts. Det sker i en periode, hvor selskabets nuværende CEO er på vej ud af selskabet, og Odico i slutningen af januar annoncerede hans afløser. Dermed skifter Odico ud på både CEO- og CFO-posten.

DanCann Pharma, som i 2021 steg over 100%, har også haft en rød februar med et fald på 24%. DanCann Pharma har præsenteret sit første kvartal nogensinde med omsætning, efter selskabet i oktober opkøbte CannGros. Omsætningen lød på 874 tusinde kroner i kvartalet.

Regnskaberne vil fortsætte med at tikke ind i løbet af marts måned blandt de danske vækstbørsselskaber. Gennem måneden har vi skrevet om en lang række af regnskaberne, som du kan finde her.

Samlet overblik

Februar på minibørserne 2022