I forbindelse med de afsluttende processer for regnskabsaflæggelse af FOM Technologies årsregnskab for 2021, opjusterer selskabet sin guidance grundet kraftig efterspørgsel efter FOM Technologies forskningsudstyr og teknologi.

FOM Technologies guider nu med at nå en omsætning på 23,5-24 mio. kroner mod tidligere 20-22 mio. kroner. Samtidig forventer selskabet at nå et EBITDA på 1-1,5 mio. kroner mod tidligere -1 til 1 mio. kroner. Oprindeligt forventede FOM Technologies at nå en omsætning på 16-20 mio. kroner, men efter tre opjusteringer forventer selskabet nu en vækst i omsætningen på 245-253% sammenlignet med omsætningen i 2020 på 6,8 mio. kroner.

De opdaterede forventninger er baseret på præliminære og ikke-reviderede regnskabstal for 2021. Den endelige reviderede årsrapport for 2021 forventes at blive offentliggjort den 24. februar 2022.