GreenMobility har i dag meddelt, at de udvider deres bilflåde i København med 50 nye Polestar 2 som led i den hastige ekspansion i hovedstaden.

Polestar 2 er blevet en populær bil i Danmark, hvilket blandt andet skyldes bilens performance egenskaber og lange rækkevidde. Derfor er GreenMobility også glade for at kunne tilbyde københavnerne 50 nye Polestar 2 biler, hvor de første vil være at finde i de københavnske gader allerede fra den 15. december 2023.

GreenMobility offentliggjorde i sidste måned en plan om en signifikant ekspansion i København til mere end 1.000 elektriske køretøjer. Det skete efter, at konkurrenten Share Now valgte at lukke i København ved udgangen af februar, hvorfor GreenMobility planlægger at dække de manglende delebiler, som Share Now fjerner fra markedet. Derved vil GreenMobility styrke sin flåde i København markant, så københavnerne fortsat har de samme muligheder for lettilgængelig transport, hvilket fra den 15. december også indebærer Polestar 2.

CEO for GreenMobility Kasper Gjedsted udtaler i denne forbindelse:

I takt med at delebilskonceptet bliver stadig mere udbredt, så er der også flere forskellige behov og ønsker fra kunderne omkring bilstørrelse, komfort og hvor langt man kan køre på en opladning. Derfor har vi valgt en bilmodel, som er stærk på disse parametre, blandt andet med en rækkevidde på op til 532 km. Polestar er allerede en meget efterspurgt el-delebil blandt vores kunder, og da vi samtidig er i gang med at udvide bilflåden markant, så er det helt efter planen, at vi tilføjer 50 af de nyeste Polestar 2 til vores bilflåde i København.