SameSystem har i dag offentliggjort halvårsrapport for selskabets skæve regnskabsår 2021/22. I regnskabet fremgår det, at SameSystem pr 31. marts 2022 havde en ARR på 50,3 mio. kroner.

Det svarer til, at SameSystem har realiseret en vækst i ARR på 42,5% YoY, og samtidig fastholder sine forventninger til hele året om at nå en ARR på 59,5 mio. kroner. I første halvår har SameSystem leveret et mersalg til eksisterende kunder på 5,8% mod 2,3% i samme periode sidste år. Derudover har selskabet haft et churn på 6,2% mod 1,2% i samme periode sidste år. Den forhøjede churn skyldes blandt andet, at en større kunde har skiftet registreringsnummer, men fortsat er kunde hos SameSystem. Uden denne kunde havde SameSystem et churn på 5,1%.

Pr 31. marts havde SameSystem 1.031 kunder mod 723 kunder på samme tidspunkt sidste år. Disse kunder er fordelt over 24 forskellige lande mod 21 lande sidste år. Derudover har antallet af medarbejdere udviklet sig forholdsvist neutralt, da SameSystem pr 31. marts havde 112 medarbejdere mod 111 medarbejdere på samme tidspunkt sidste år.

For regnskabsåret 2022/23 sænker SameSystem deres vækstmål grundet et øget fokus på at levere overskud i selskabet og at driften bliver cash positiv. Det betyder, at selskabet fokuserer mere effektivt på de markeder og segmenter, hvor de har set den største vækst. Dermed forventer SameSystem nu at nå en ARR på 74,4 mio. kroner ved udgangen af regnskabsåret 2022/23 mod tidligere 85,2 mio. kroner.