Trophy Games vil forventeligt offentliggøre årsregnskab på onsdag i næste uge. Trophy Games har allerede offentliggjort forventninger til 2023, som bliver et år med flere væsentlige begivenheder for selskabet.

Trophy Games har i det nye år været ude på sine sociale medier og søge tre nye medarbejdere i stillingerne som Frontend Developer, Backend Developer og Fullstack Developer. Derudover har spillet Tiny Rails, som Trophy Games opkøbte i slutningen af 2021, været placeret som ”Game of the Day” på Apples App Store.

Trophy Games har allerede offentliggjort sine forventninger til 2023, hvorfor det potentielt i højere grad er nyt ift. Trophy Games’ forventede store begivenheder i 2023, der kan blive relevante at holde øje med i det kommende årsregnskab. Der er særligt tre store begivenheder, som vi kan undersøge, om Trophy Games giver opdateringer på i regnskabet.

Det gælder først og fremmest udrulningen af Shipping Manager, som blev lanceret i december, og ifølge selskabet har fået en lovende start. Train Manager er under udvikling, og forventes at blive lanceret i midten af 2023. Derudover forventes The Ranchers, hvor Trophy Games er publisher, at blive lanceret i anden halvdel af året. Disse tre begivenheder skal medvirke til væksten i en tid, hvor Trophy Games har stort fokus på at vedligeholde sin stærke kapitalsituation og herunder større fokus på bundlinjen fremfor vækst på toplinjen.

I 2023 forventer Trophy Games at nå en omsætning på 56-65 mio. kroner med et positivt EBITDA på 8-14 mio. kroner samt et EBT-resultat på 3-8 mio. kroner. Jævnfør selskabets seneste udmeldte forventninger, forventer de i 2022 at nå en omsætning på 48-51 mio. kroner med et positivt EBITDA på 7,5-9,5 mio. kroner. I årets første tre kvartaler realiserede Trophy Games en omsætning på 38,1 mio. kroner med et positivt EBITDA på 5,1 mio. kroner.