Selvom mange er taget på efterårsferie, vil næste uge fortsat bringe flere begivenheder på den danske vækstbørs.

Vi kan blandt andet se frem til to regnskaber. På tirsdag vil Happy Helper præsentere årsregnskab for deres skæve regnskabsår. På fredag vil Agillic præsentere regnskab for tredje kvartal. Dermed bliver regnskabssæsonen så småt skudt i gang i den kommende uge, hvor der i de næste mange uger vil komme regnskaber hver uge.

Samtidig er der også godt gang i børsnoteringerne. Scandinavian Medical Solutions og Movinn har begge gang i tegningsperioden, som løber til hhv. d. 26. oktober og 27. oktober. I løbet af ugen vil vi lave den sædvanlige meningsmåling, hvor vi kan give hinanden et indblik i, hvad vi tænker om de to IPO’s. Derudover ved vi også, at Q-Interline og Hove planlægger at gå på First North, efter de begge har udsendt deres intention to float.

Vi regner også selv med at skrive nogle forskellige indlæg om flere af de danske minibørs-selskaber. Så vi glæder os til den kommende uge, og vil selvfølgelig ønske alle en rigtig god ferie.