Det har været en kort børsuge, der allerede sluttede i onsdags, hvor markedet gik på påskeferie. Det har medvirket til en begrænset nyhedsstrøm gennem ugen.

I toppen finder vi RISMA, LED iBond, Risk Intelligence og Impero, som alle har oplevet en tocifret procentstigning. Ingen af selskaberne har umiddelbart været med nævneværdigt selskabsnyt.

Happy Helper har i løbet af ugen været nyhedsaktuelle, hvor de traditionen tro har offentliggjort nøgletal for aktiviteten på selskabets digitale platform for den seneste måned. I marts har Happy Helper formidlet 3.393 rengøringer i Danmark samt 102 rengøringer på det tyske marked. Rengøringerne på det danske marked oplevede dermed en tilbagegang på 18,2% ift. samme periode sidste år. Dataproces har også offentliggjort den sædvanlige månedsopdatering for selskabets SaaS-forretning, hvor der i februar er indgået udvidelser af SaaS aftaler med en værdi på 0,2 mio. kroner.

Alefarm Brewing fortsætter med at kommunikere til investorerne, som de generelt har gjort gennem 2023. I starten af ugen offentliggjorde Alefarm et samarbejde med Inco Cash & Carry. Dette samarbejde gør det muligt for virksomhedskunder at købe et fast sortiment af friske øl i Inco Cash & Carry-butikkerne over hele landet, således at disse virksomhedskunder kan servere dem for deres gæster på de enkelte hoteller, caféer og restauranter.

I den røde ende slutter ViroGates og SameSystem med fald på hhv. 29% og 20%. ViroGates har præsenteret foreløbige resultater for første kvartal af 2023, som viser en omsætning på ca. 1 mio. kroner. I opdateringen var ViroGates ude at nedjustere sine forventninger til 2023, så de nu forventer at nå en omsætning på 8-11 mio. kroner fra tidligere 14-17 mio. kroner, mens de på EBIT-niveau forventer et resultat på -10 til -13 mio. kroner fra tidligere -8 til -11 mio. kroner.

SameSystem er faldet 20%, efter aktien i sidste uge steg hele 63%. Det var dog en enkelt mindre handel, der sendte aktien markant op, efter selskabet i sidste uge præsenterede regnskab for første kvartal af det skæve regnskabsår.