En begivenhedsrig uge med regnskaber og ændringer i flere af selskabernes guidance er nu overstået. Øverst slutter BactiQuant, Conferize og Hypefactors med tocifrede procentstigninger.

BactiQuant meddelte mandag, at de har underskrevet kontrakt med Initi Spa, en ny akvakultur distributør i Chile. Med kontrakten etablerer Bactiquant den første salgskanal i et marked med et meget stort potentiale. Chile har i dag verdens tredje største akvakulturindustri, og står for 12 % af den samlede globale akvakulturproduktion.

Mdundo, Odico og Agillic har leveret regnskab i løbet af ugen. Målt på aktiekursen blev regnskabet taget bedst imod hos Odico, som sluttede ugen med en stigning på 5%, selvom selskabet i sidste uge måtte nedjustere sine forventninger inden regnskabet. I regnskabet præsenterede Odico en ny fokuseret strategi frem mod 24/25, hvor selskabet sigter efter at løfte omsætning til 80-100 mio. kroner mod 14,7 mio. kroner i 21/22.

Inden Agillic præsenterede regnskab, var selskabet ude at opjustere sine forventninger, hvilket dog ikke var nok til at sende aktien i plus gennem ugen, idet aktien faldt 12%. OrderYOYO har ligeledes været ude at opjustere sine forventninger, og forventer nu at nå en ARR på 185-200 mio. kroner i 2022 mod tidligere 180-195 mio. kroner.

Omvendt har Hydract været ude at nedjustere sine forventninger til 2022 og 2023. Nedjusteringen skal ses i lyset af situationen med Covid-19 samt krigen i Ukraine, der har resulteret i afventende kunder ift. investeringer i ny teknologi. For 2022 er forventningen nu at nå en omsætning på 1,5-2,5 mio. kroner mod tidligere 7-10 mio. kroner. Kigger vi lidt længere frem, forventer Hydract i 2024 at se gennembruddet fra de store kunder, der forventes at bidrage til et positivt resultat i 2024.

Helt i bunden slutter LED iBond med et fald på 25%. I næste uge starter tegningsperioden hos LED iBond, hvor investorerne kan tegne nye aktier i selskabet til kurs 0,8 kroner. Ugens lukkekurs er dermed omkring tegningskursen for selskabets nye aktier, der skal sikre LED iBond op mod 12,7 mio. kroner.