Den sidste handelsdag på børsen i tredje kvartal 2023 er nu ovre, og vi træder ind i det sidste kvartal af dette kalenderår. I den netop overståede uge endte DecideAct i toppen blandt de dansknoterede vækstbørsaktier.

DecideAct har oplevet en stigning på 31%, og har dermed hentet lidt af det tabte tilbage fra forrige uge, hvor aktien faldt 45%. DecideAct meddelte i denne uge, at Sigvaldi Egill Lárusson fra den 1. oktober 2023 vil varetage rollen som CFO, efter han kom til selskabet tilbage i december 2022. Movinn og Mdundo har ligeledes haft en god uge på børsen med stigninger på hhv. 20% og 16%.

Mdundo offentliggjorde i denne uge årsregnskab for det skæve regnskabsår 2022/23. Regnskabet viste en fremgang i omsætningen på 74%, hvorfor omsætningen endte på 12,6 mio. kroner. Antallet af månedlige aktive brugere nåede 26,6 mio. brugere, hvilket oversteg selskabets forventninger om at nå 26 mio. månedlige aktive brugere. Seluxit præsenterede ligeledes årsrapport, hvor omsætningen på 5,2 mio. kroner ikke var tilfredsstillende for selskabet. I regnskabsåret 2023/24 forventer Seluxit at løfte omsætningen til 10-13 mio. kroner med mulighed for at nå et positivt EBITDA, hvor guidance lyder på -1 til 2 mio. kroner.

SameSystem har offentliggjort regnskab for tredje kvartal, som viste fortsat omsætningsvækst, et positivt EBITDA-resultat, mens selskabet også annoncerede sin guidance for det kommende regnskabsår 2023/24. I tredje kvartal omsatte SameSystem for 12,2 mio. kroner, og realiserede et positivt EBITDA på 1,1 mio. kroner. Det var første gang siden første kvartal 2020/21, at SameSystem leverede et positivt EBITDA.

Hove annoncerede onsdag, at selskabet havde modtaget to ordrer på over 500 tusinde kroner i løbet af den sidste uge. FOM Technologies har ligeledes været med ordrenyt, hvor selskabet har sat kommercielt fokus på Australien, og indledte med at føje en batteriteknologivirksomhed i Australien til kundelisten. NORD.investments meddelte torsdag aften, at selskabet vil igangsætte en proces med det formål at identificere selskabets strategiske muligheder og samtidig skabe et grundlag for at vurdere, hvilken fundingmodel og ejerstruktur, der harmonerer bedst med selskabets fremtidsplaner. Denne proces skal bl.a. vurdere, om NORD.investments’ aktier skal forblive optaget til handel på First North.