Det er blevet fredag aften, og vi kan se tilbage på ugen der er gået på den danske vækstbørs.
Øverst slutter Hypefactors, som stiger 26%. I sidste uge meddelte Hypefactors, at selskabets CEO, Casper Janns har købt aktier for ca. 100.000 kroner. I denne uge var insiderhandel ligeledes et tema, hvor selskabets Commercial Director, Frederik Nørby har købt aktier for ca. 120.000 kroner.
Det har også været en god uge for Digizuite, som er steget 19%. Digizuite har annonceret en stor nordamerikansk restaurantkæde som kunde. Kæden har mere end 6.000 restauranter, caféer, is butikker og bagerier.
FOM Technologies slutter ugen med en stigning på 9%. FOM Technologies har offentliggjort en ordre fra The Michelin Group, som bliver selskabets første kunde i Frankrig. The Michelin Group er nummer 458 på Forbes Fortune Global 500 liste.
Audientes, Enalyzer, Dataproces og Freetrailer slutter ligeledes alle med en stigning på 5% eller derover. Audientes har meddelt, at de har åbnet for forudbestilling i Indien, og at de har indgået et samarbejde med eShopBox, der skal hjælpe med at skalere salget i Indien.
Dataproces offentliggjorde mandag en ny kontrakt på MARS med en fynsk kommune, der dermed blev den 13. kommune på selskabets MARS-platform. Torsdag blev en kontrakt på Min Sag annonceret, som er indgået med en jysk top 10 kommune. Det er dermed den 6. kommune på Min Sag.
Freetrailer har offentliggjort årsrapport, hvor mange af tallene var kendte på forhånd. Fredag kunne selskabet meddele, at de har fået en ny stor aktionær med ombord, nemlig Origo Fonder AB, som har opkøbt aktier svarende til 2,1% af den samlede aktiekapital.
No comments! Be the first commenter?