Brain+ kunne i går offentliggøre en strategiopdatering med fokus på det britiske marked med henblik på at nå proof-of-business og kommerciel skalering i 2024-2025.

Det britiske marked har længe ligget højt på Brain+’ agenda og er i løbet af 2023 er det blevet bekræftet, at det er det mest attraktive marked for virksomhedens digitale demensterapi-produkter målt på essentielle parametre som størrelse, modenhed for digitale sundhedsløsninger, etablerede offentlige tilskudsveje og udbredelse af CST (kognitiv stimulationsterapi) til behandling af demens. Brain+ har nu i samarbejde med specialiserede rådgivere og kommercielle partnere i Storbritannien lavet en fuld strategiplan for markedsadgang  på dette marked, hvilket bl.a. indebærer en kommerciel skalering i 2025.

Brain+ skal færdigudvikle og certificere en engelsk version af CST-Therapist Companion v 2.0 som medicinsk udstyr forud for en planlagt kommerciel frigivelse af produktet i tredje kvartal 2024, hvorefter det første salg til det nationale sundhedssystem i Storbritannien, NHS, forventes i fjerde kvartal 2024. Den kommercielle skalering skal ske gennem yderligere salg til NHS-enheder i 2025, hvor det er selskabets forventning at opnå profitabilitet på det britiske marked mod slutningen af 2025. For Brain+ som selskab forventes mulighederne i den britisk fokuserede strategiplan at kunne føre til en profitabel drift mod slutningen af 2026.

Det britiske marked er generelt det mest modne marked for CST, idet behandlingsformen oprindeligt er udviklet i Storbritannien og har opnået officiel anbefaling som behandlingstilbud til personer, der lider af demens. I Danmark har CST endnu ikke en lignende anbefaling, men alligevel har Brain+ siden introduktionen af CST-Therapist Companion v 1.0 i slutningen af 2022 etableret samarbejde med i alt 16 danske kommuner om brug af CST-Therapist Companion og herunder indgået flere salgsaftaler med positive tendenser.

Det tyske marked har vist sig at være svært at penetrere grundet en lav digital parathed på sundhedsområdet og en foreløbigt lav udbredelse af CST som behandlingstilbud. Markedet anses stadig som en attraktiv langsigtet mulighed grundet dets størrelse.

For at lykkedes på det britiske marked har Brain+ indgået et samarbejde med Quiddity Health, som har den stærkeste historik med at bringe digitale sundhedsløsninger til kommerciel skalering på det britiske marked. Herudover har Brain+ allerede stærke relationer til ledende eksperter inden for demens og behandling heraf med kognitiv stimulationsterapi samt samarbejder med ledende universiteter.

I dag har Brain+ allerede offentliggjort det første vigtige skridt i realiseringen af sin kommercielle strategiplan for det britiske marked, idet der er indgået en samarbejdsaftale med ”Age UK”. Age UK er den største velgørenhedsorganisation for ældre i Storbritannien, og er en af de store markedskræfter bag blandt andet kognitiv stimulationsterapi som behandlingstilbud mod demens. Gennem partnerskabet vil to lokalafdelinger af Age UK afprøve og generere data for CST-Therapist Companion v 2.0. Projektets resultater skal føde ind i en Medical Device certificering af CST-Therapist Companion for det britiske marked allerede i andet kvartal forud for den kommercielle i tredje kvartal 2024.