Erria har gennem sit datterselskab i Singapore, Cathay Seal, netop indgået en 3-årig milepæls-aftale med Mærsk, der både forlænger og væsentligt udvider Errias langvarige samarbejde med Mærsk omkring sikkerhed og beskyttelse af indhold i containere.

Aftalen er forlænget til 3 år til og med 27. februar 2027, og indebærer produktion og levering af Cathay Seal’s nyudviklede og patenterede container seal (CS Bolt IV Fitted Seal) til Mærsks container-flåde med en kapacitet svarende til mere end 4 millioner 20 fods containere. Mens Erria og Cathay Seal tidligere har leveret container seals til Maersk, omfatter denne nye aftale nu også levering af de tre nye produkter; Cable Seals, Container Bar Seals, og Plastic Seals.

Et container seal består af en låsemekanisme og en unik identifikator i form af et serienummer eller en stregkode. Denne unikke identifikator muliggør verifikation af forseglingens ægthed, og giver mulighed for at opdage tegn på manipulation, hvilket sikrer, at indholdet i containerne forbliver intakt og uændret under transport.

Ifølge CEO Henrik N. Andersen udvides den nye aftale med levering af tre nye produkter herunder ”U-Bar” låse til containere. ”U-Bar” er kraftfulde låse, der låser og forsegler begge døre på en container som én enhed. Produktionen af låsene foregår ved hjælp af patenteret teknologi og den kraftige låsebjælke er nøje designet til at forhindre uautoriseret adgang. Henrik N. Andersen udtaler:

Alle købmænd kan lykkes med at sælge et produkt første gang. Det kritiske punkt og den ægte validering af kvalitet og brugbarhed kommer som bekendt med den anden ordre, man vinder. Verden oplever et voksende pres på internationale forsyningskæder, og sikkerhed er alfa og omega for alle operatører. I dag har Mærsk med en tre-årig og væsentligt udvidet aftale valgt vores patenterede container-seals, som en vigtig del af deres vitale sikkerheds-foranstaltninger i deres globale logistikkæde.