Scandinavian Medical Solutions har skævt regnskabsår, der løber fra oktober til september, hvorfor regnskabsåret udløber ved udgangen af denne uge.

Regnskabsåret 2022/23 har været travlt for Scandinavian Medical Solutions, der løbende har annonceret store ordrer jævnfør selskabets kommunikationspolitik. En gennemgang af selskabets annoncerede ordrer viser i alt 27 annoncerede ordrer gennem regnskabsåret, som løber op i en samlet værdi på 73,5-110,5 mio. kroner. Blandt disse er dog også en flerårig aftale omhandlende en langtidsudlejning af en modulær MRI-løsning, der for hele aftalens flerårige periode har en værdi på over 8,5 mio. kroner.

Denne flerårige aftale blev annonceret tilbage i februar 2023, der ligeledes bød på fire ordrer i intervallet 2,0-3,5 mio. kroner samt en enkelt ordrer i intervallet 3,5-5,0 mio. kroner, hvilket gør februar til den måned med mest annonceret omsætning. Maj måned var ligeledes en travl måned, hvor der blev annonceret fem ordrer i intervallet 2,0-3,5 mio. kroner og en ordre i intervallet 3,5-5,0 mio. kroner, hvilket bragte den totale annoncerede ordreværdi for maj måned op på 13,5-22,5 mio. kroner.

Scandinavian Medical Solutions’ regnskabsår udløber ved udgangen af denne uge, hvorefter årsrapporten forventes at blive offentliggjort den 20. november 2023. Tidligere i september præsenterede Scandinavian Medical Solutions sin fjerde opjustering for indeværende regnskabsår, hvorfor selskabet i dag forventer at nå en omsætning på 180-195 mio. kroner med et positivt EBITDA på 20-23 mio. kroner. Den oprindelige guidance for året lød på en omsætning i intervallet 125-140 mio. kroner med et positivt EBITDA på 15-17 mio. kroner.

I første halvår af regnskabsåret 2022/23 realiserede Scandinavian Medical Solutions en omsætning på 96,2 mio. kroner med et positivt EBITDA op 14,4 mio. kroner. I regnskabsårets første seks måneder annoncerede selskabet ordrer for 44,5-62 mio. kroner inklusiv den flerårige aftale med en værdi på over 8,5 mio. kroner for hele aftalens flerårige periode. Fordelingen af de annoncerede ordrer gennem regnskabsåret fremgår af grafen øverst.