Trophy Games offentliggjorde i sidste måned halvårsrapport for første halvår af 2023, hvor selskabet realiserede en omsætning på 25,2 mio. kroner med et EBITDA på 4,1 mio. kroner og EBT på 0,9 mio. kroner.

Trophy Games er dermed godt på vej mod sin guidance for helåret om at nå en omsætning på 46-55 mio. kroner med et EBITDA på 4,5-10 mio. kroner og EBT på -0,5 til 4,5 mio. kroner. Målt på omsætningen hentede selskabet knap 60% fra transportserien, mens de resterende titler stod for ca. 40%.

Transportserien var dog fortsat underskudsgivende målt på EBT i årets første seks måneder, mens den målt på EBITDA genererede et overskud på knap 1,1 mio. kroner. Dette skyldes bl.a. markedsføringsomkostninger på 6,5 mio. kroner, mens de resterende spil genererede en omsætning på 10,3 mio. kroner uden stort set at blive markedsført. Trophy Games benyttede 46 tusinde kroner på markedsføring af de resterende titler, hvilket resulterede i, at de resterende titler genererede et EBT på 4,2 mio. kroner og et EBITDA på 5,0 mio. kroner i første halvår 2023.

Trophy Games står dermed i en situation, hvor spil med en positiv indtjening kan medfinansiere udviklingen og skaleringen af selskabets transportserie, hvilket sikrer en bund under forretningen. Trophy Games har tidligere kommunikeret store ambitioner om at løfte transportserien til at generere en årlig omsætning på over 100 mio. kroner, hvor serien til sammenligning omsatte for 14,9 mio. kroner i første halvår af 2023.

I indeværende halvår vil Trophy Games udvikle på de næste transportspil, der allerede inkluderer Airline Manager, Shipping Manager og Train Manager. Konkret vil selskabet udvikle på Truck Manager og Energy Manager, mens der forventes at komme store opdateringer til Idle Necromancer og Transit King Tycoon, der begge er opkøbte spil. I første halvår af 2024 forventes en ny stor milepæl, idet The Ranchers forventes at blive lanceret, hvor Trophy Games agerer som publisher.