Scandinavian Medical Solutions har i dag opjusteret sine forventninger til både omsætning og EBITDA for regnskabsåret 2022/23, hvilket er tredje opjustering i indeværende regnskabsår.

Scandinavian Medical Solutions forventer nu at nå en omsætning på 160-175 mio. kroner fra tidligere 150-165 mio. kroner. Guidance til EBITDA løftes til 19,5-21,5 mio. kroner fra tidligere 18,5-20,5 mio. kroner. Opjusteringen skyldes en stor interesse og efterspørgsel efter selskabets store portefølje af brugte systemer, udlejningsløsninger og reservedele. Ydermere har der i den senere tid været flere store salg med høj profitmargin, som har påvirket selskabets omsætning positivt.

Tilbage i maj måned præsenterede Scandinavian Medical Solutions sin halvårsrapport for regnskabsåret 2022/23. I første halvår realiserede Scandinavian Medical Solutions en omsætning på 96,2 mio. kroner samt et positivt EBITDA på 14,4 mio. kroner. Det svarede til en vækst på hhv. 85% og 146%, hvilket vidnede om optimerede marginer sammenlignet med første halvår sidste år.

Indeværende kvartal er det sidste kvartal af selskabets regnskabsår, som løber fra oktober 2022 til september 2023. Årsrapporten forventes at blive offentliggjort den 20. november 2023.