Trophy Games præsenterede allerede inden årsskiftet sine fokusområder for indeværende regnskabsår, og har ligeledes offentliggjort sin guidance for 2024.

Trophy Games står i en solid position med en forventet kontantbeholdning på ca. 24 mio. kroner ved udgangen af 2023, ingen gæld samt en profitabel drift. Dette er kombineret med store vækstambitioner til fremtiden, hvor selskabet har defineret en langsigtet målsætning om at løfte transportserien til at generere en årlig omsætning på over 100 mio. kroner.

I 2024 vil fokus igen være på transportserien, som er en af flere vækstdrivere i 2024. Transportserien giver Trophy Games nogle oplagte synergieffekter, hvor de kan genbruge op til 80% af koderne, og ligeledes kan promovere spillene på tværs. Konkret arbejder Trophy Games i dag på udviklingen af Energy Manager og Truck Manager, som begge forventes at blive lanceret i 2024 i hhv. april 2024 og midten af 2024. Historisk har spil inden for Truck-segmentet klaret det godt, hvorfor særligt denne titel bliver interessant at følge i 2024, mens Energy Manager forventeligt bliver en mindre titel.

Blandt andre vækstdrivere er udvikling og optimering af de eksisterende spil i transportserien, hvor der venter flere større opdateringer. Trophy Games vil samtidig starte udviklingen af to yderligere spil i transportserien, hvor selskabet tidligere har kommunikeret, at de har en lang liste med potentielle titler. Derudover venter en lancering af The Ranchers, hvor en succesfuld lancering vil åbne nye forretningsområder for Trophy Games.

Historisk har Trophy Games gennemført en række opkøb, men Trophy Games har ikke udmeldt forventninger til potentielle opkøb, ligesom selskabets guidance ikke inkluderer potentielle opkøb. Trophy Games forventer i 2024 at nå en omsætning på 59-68 mio. kroner med et EBITDA på 11-15 mio. kroner samt et EBT på 2-6 mio. kroner.

Årsrapporten for 2023 vil forventeligt blive offentliggjort den 21. februar 2024. Efter en opjustering tilbage i oktober forventer Trophy Games i 2023 at nå en omsætning på 51-56 mio. kroner med et EBITDA på 8-12 mio. kroner og et EBT på 0,5 til 5 mio. kroner.