Det er blevet fredag aften, og vi kan se tilbage på ugen der er gået, hvor vi igen har haft en uge med fem handelsdage.
Øverst slutter Happy Helper, som er steget over 60% gennem ugen. Alene i fredagens handel steg aktien omkring 30% med en lav handelsvolumen. Happy Helper offentliggjorde torsdag nøgletal for aktiviteten på selskabets rengøringsplatform for maj måned. Gennem måneden formidlede platformen 4.007 rengøringer, hvilket var en tilbagegang på 33% ift. samme periode sidste år. Det var dog en vækst på 8% ift. forrige måned, og kun anden gang i indeværende kalenderår, at Happy Helper formidlede over 4.000 rengøringer på en måned.
CS MEDICA har også haft en god uge med en stigning på 23%. Gennem ugen har selskabet annonceret, at de har sikret en lånefinansiering på i alt ca. 6. mio. kroner fra Bizcap AB, Gerhard Dal og Råsunda Förvaltning AB. Derudover har selskabets CFO, Gitte Henriksen, købt aktier for omkring 60.000 kroner.
Flere af selskaberne har gennem ugen oplevet tocifrede procentstigninger. Det gælder Relesys, Conferize, Q-Interline, DanCann Pharma og ViroGates. Q-Interline har meddelt, at de har ansat to erfarne profiler i deres nyetablerede franske datterselskab. ViroGates har annonceret, at de har valgt Patrik Dahlen som ny bestyrelsesformand efter tidligere formand, Lars Kongsbak, har valgt at stoppe grundet et øget fokus på sin rolle som direktør for Samplix – han forbliver dog medlem af bestyrelsen. Conferize har derudover meddelt, at de gennemfører opkøbet af Suubz i en rettet emission.
Digizuite er steget 7%, og har meddelt, at de officielt har sikret sig deres første kunde nogensinde i Australien. Derudover har de indgået et strategisk partnerskab med Dept, et globalt bureau, der skaber førende digitale produkter, tjenester og kampagner, som hjælper brands med at være på forkant.
Derudover har ugen budt på regnskab fra RISMA og Re-Match. RISMA er faldet 9%, og meddelte ifm. regnskabet, at de fastholder deres ARR-forventninger, og dermed er on track på selskabets vækststrategi. Dog har RISMA valgt at investere yderligere på flere områder, herunder på deres ESG-løsning, hvilket vil påvirke selskabets EBITDA, som nu ventes at nå et minus på 21-23 mio. kroner mod tidligere -17 til -19 mio. kroner.
No comments! Be the first commenter?