Efter en begivenhedsrig sommerperiode på de danske vækstbørser, har den seneste uge været relativ stille målt på nyhedsstrømmen fra de dansknoterede vækstbørsselskaber. I toppen finder vi dog Astralis med en stigning på 32%.
Astralis steg efter selskabets CS:GO hold kvalificerede sig til gruppespillet i turneringen Intel Extreme Masters i Køln, der starter i weekenden. Astralis-aktien er dog ca. halveret over den seneste måned, efter selskabet har annonceret planer om en afnotering.
Ugen har desuden budt på tocifrede procentstigninger til Monsenso, DecideAct, Conferize, Relesys og Erria. Conferize har indledt regnskabssæsonen for kvartals- og halvårsrapporter blandt de selskaber, hvor regnskabsåret følger kalenderåret. Af halvårsrapporten fremgik et bruttoresultat på 523 tusinde kroner med et negativt resultat efter skat på 3,2 mio. kroner.
STENOCARE har givet en opdatering på selskabets danske produktpipeline, og aktien er gennem ugen steget 3%. Hove har fortsat den positive nyhedsstrøm, hvilket har afspejlet sig i en fortsat stigende aktiekurs, der er steget 2% gennem ugen. Hove har i alt udsendt fem investornyheder i løbet af ugen jævnfør selskabets kommunikationspolitik.
Scandinavian Medical Solutions har ligeledes offentliggjort et salg jævnfør selskabets kommunikationspolitik. Konkret meddelte Scandinavian Medical Solutions, at de havde leveret en brugt Philips 3T MRI-scanner til en kunde fra Mellemøsten. Salget var inden for intervallet 3,5-5,0 mio. kroner. Aktien slutter ugen stor set uændret i kurs 10,85 kroner.
I bunden slutter Odico med et fald på 13%. Odico-aktien er dog fortsat oppe med ca. 60% den seneste måned. Happy Helper er faldet 10%, og er ligesom Astralis på vej til at blive afnoteret fra First North. Det samme er desuden Valuer og Digizuite, som har modtaget et købstilbud på 8,73 kroner per aktie.
No comments! Be the first commenter?