Børsåret 2022 er nu historie, efter vi fredag gik på weekend. På trods af jule- og nytårsstemning har der været flere nyheder på den danske vækstbørs gennem ugen samt relativt store kursudsving.
Øverst slutter Konsolidator, RISMA og MapsPeople. Førstnævnte har offentliggjort endnu en kunde på sin LinkedIn, hvor de har budt velkommen til svenske Visit Group. RISMA har justeret sine forventninger til 2022, hvor de nu forventer at nå en ARR på 22,5-23 mio. kroner fra tidligere 23-26 mio. kroner. Justeringen skyldes to aftaler, som begge har en værdi på over 0,5 mio. kroner, og var forventet at blive lukket inden udgangen af 2022, nu er blevet udskudt til starten af 2023. Selskabets forventninger til 2023 er uændret. MapsPeople har indgået et strategisk partnerskab med AEGIX AIM.
Shape Robotics slutter ugen med en stigning på 10%, og har i løbet af ugen annonceret, at de skifter Certified Advisor til Grant Thornton som en del af forberedelserne til at skifte til hovedbørsen. Brain+ har i løbet af ugen meddelt, at innovationsprojektet med Danish Life Science Cluster er færdiggjort, og meddelte på årets sidste dag desuden om det første salg af CST-Therapist Companion, som er en stor milepæl for selskabet.
I bunden slutter Audientes med et fald på hele 67%. Audientes har i løbet af december gennemført en emission, som blev fuldtegnet. Dermed hentede Audientes 14 mio. kroner før omkostninger, hvoraf 4 mio. kroner blev afsat til at nedbringe gælden.
Digizuite slutter ugen med et fald på 16%, efter selskabet torsdag udsendte en længere meddelelse omkring strategi og finansielle målsætninger. Det indebærer bl.a. et større fokus på profitabilitet og deraf mere begrænset toplinjevækst. Tidligere var forventningen at nå en ARR på 100 mio. kroner i 2024, men nu er forventningen, at selskabet vil nå en ARR på 100 mio. kroner tidligst i 2025.
Rigtig godt nytår!
No comments! Be the first commenter?