Aktiemarkedet er igen gået på weekend, hvorfor vi kan se tilbage på ugens udvikling på de danske vækstbørser, hvor der har været flere spændende begivenheder.
Øverst slutter Scape Technologies og Scandinavian Medical Solutions med stigninger på hhv. 28% og 23%. Scandinavian Medical Solutions har i løbet af ugen annonceret to ordrer. Først meddelte selskabet, at de havde underskrevet endnu en kontrakt på en langtidsudlejning af en modulær MRI-løsning. Denne ordre havde en værdi på over 8,5 mio. kroner i aftalens flerårige løbetid. Senere på ugen annoncerede selskabet, at de havde sikret et salg af en brugt high-end Siemens MRI-scanner til en sydeuropæisk kunde. Denne ordre havde en værdi på 3,5-5,0 mio. kroner.
Ugen har derudover budt på tocifrede procentstigninger til Relesys, Trophy Games, CS MEDICA, Seluxit og Valuer. Trophy Games har offentliggjort årsregnskab for 2022, hvor selskabet løftede sin omsætning med 22% samtidig med, at de på EBITDA-niveau løftede resultatet hele 314%. Dermed endte Trophy Games’ resultat i den øvre ende af selskabets senest udmeldte guidance. Valuer har offentliggjort halvårsregnskab for selskabet skæve regnskabsår, hvor selskabet nåede en ARR på 6,3 mio. kroner svarende til en vækst på 55,9%. Valuer meddelte desuden fredag, at de ønsker at skifte fra First North Premier segmentet til First North.
Agillic slutter ugen med en stigning på 4%, efter selskabet har præsenteret årsregnskab for 2022. Her præsenterede selskabet en ARR-vækst på 37,7% samtidig med, at de nåede et positivt EBITDA. Nyt i regnskabet var selskabets guidance for 2023. Freetrailer har også været regnskabsaktuelle, og har ligesom Valuer skævt regnskabsår. Freetrailer måtte nedjustere sine forventninger, hvilket medvirkede til ugens fald på 15%.
Helt i bunden finder vi Risk Intelligence med et fald på 33%. Risk Intelligence har præsenteret årsregnskab for 2022, hvor de løftede omsætningen med 8%. NORD.investments og Konsolidator har desuden også oplevet relativt store fald gennem ugen. Konsolidator meddelte dog tirsdag, at de lancerer en integration til ERP-systemet, Exact, som er en af de mest brugte cloud-baserede ERP-systemer i Benelux-landene.
Ugen har budt på en række flere spændende nyheder blandt de noterede selskaber på de danske vækstbørser, mens MeeW har igangsat tegningsperioden, hvor du kan tegne aktier frem til og med den 7. marts 2023.
No comments! Be the first commenter?