WindowMaster meddeler i dag, at selskabet har vundet en stor ordre ifm. en ny skolebygning i Nauen tæt på Berlin i Tyskland.

Projektet omhandler opførelsen af ​​en ny skolebygning som erstatning for den nuværende bygning. Kontrakten indebærer levering af WMX 814 kædemotorer og WMB 817 aktuatorer til 55 vinduer i 23 forskellige ventilationszoner. WindowMaster vil også forsyne bygningens trapper med selskabets WSC 320 røgkontrolpaneler. Derudover inkluderer kontrakten levering og idriftsættelse af selskabets skræddersyede styresystem til store bygninger, NV Advance®.

WindowMaster har i løbet af december udsendt en række investornyheder med nye kontrakter. Alene i denne uge har selskabet udover dagens kontrakt vundet en kontrakt omhandlende renovering og istandsættelse af en folkeskole i det sydlige Tyskland samt en ordre, der involverer en af de højeste bygninger i Island.