GreenMobility har i dag meddelt, at selskabet i august havde mere end 60.000 ture i København, hvilket var det højeste antal ture på en måned, siden selskabet startede i 2016.

På de mere end 60.000 ture i el-delebilerne blev der sparet en udledning på mere end 100 tons CO2 og tilbagelagt en distance, som svarer til mere end 20 gange rundt om jorden ved Ækvator. GreenMobility’s flåde består udelukkende af elbiler.

København var det første marked, hvor GreenMobility etablerede sig, og er i dag det største marked. Udviklingen drives både af flere turister, der gerne vil være mere mobile når de besøger København samt lokale, der i stadig stigende grad tager delebilskonceptet til sig. Med selskabets app-baserede løsning er det nemt for brugerne at blive registreret, og for turisterne er det særligt ture til Nordsjælland, der er populære, beskriver GreenMobility i dagens pressemeddelelse.

GreenMobility har mere end 250.000 registrerede brugere, og er udover København også til stede i Aarhus, Antwerpen, Gent, Bruxelles, Helsinki og Amsterdam med sin flåde på i alt 1.600 biler, hvoraf 600 af disse er i København. Den danske hovedstad er i dag selskabets eneste profitable marked, men som et led i selskabets målsætning om profitabilitet i 2024 er selskabet på vej mod profitabilitet i de øvrige byer.