Shape Robotics har her til morgen meddelt, at de på baggrund af en stor ordreindgang forventer at nå en omsætning i intervallet 15,8-17 mio. kroner, hvilket er i toppen af tidligere udmeldte guidance på 14-17 mio. kroner. Det svarer til en vækst på 160-180%.

Shape Robotics hjælper skoler med at anvende teknologi i undervisningen, så elever bliver klædt godt på til en fremtid der i høj grad kræver digitale kompetencer. Et stærkt Q4, med høj efterspørgsel på virksomhedens produkter, medfører at Shape Robotics ender året med en flot vækst.

I de kommende år skal virksomhedens Fable robotsystem være nøglen til fortsat vækst, og med store projekter i salgspipelinen ser vækstudsigterne for Shape Robotics gode ud.

På det seneste har der især været stort fokus på Rumænien, hvor der skal bygges 1.175 SmartLabs. EU har netop udbetalt den første tranche til Rumænien og implementeringen forventes snart at kunne starte. Rumænien er dog ikke alene om at investere i uddannelse, og Shape Robotics’ CEO, David Johan Christensen udtaler:

Der er et globalt fokus på at modernisere uddannelsessektoren og der foretages store offentlige investeringer i mange lande. Vi er sikre på at Shape Robotics har potentialet til at spille en vigtig rolle i denne digitale transformation.