I næste uge træder vi ind i august måned, som bliver en stor regnskabsmåned på den danske vækstbørs, og dermed en vigtig periode for minibørsinvestorerne. Inden da kan vi se tilbage på ugens udvikling, der overordnet har været præget af feriestemning.

Bedst har ugen været for Freetrailer, Hove og Q-Interline, som er steget hhv. 12%, 8% og 8%. Freetrailer annoncerede i forrige uge, at de har udvidet samarbejdet med City Self-Storage i Norge. Parterne har indgået en treårig aftale, hvor de samtidig udvider til 19 lokationer og øger antallet af trailere med 14 til i alt 41 trailere.

BactiQuant har i en nyhedsstille periode bidraget med to nyheder gennem ugen. Selskabet har først og fremmest præsenteret sin nye vækststrategi frem mod 2025, hvor de samtidig måtte nedjustere forventningerne til indeværende regnskabsår. Med den nye strategi forventer BactiQuant at nå en omsætning på 48-56 mio. kroner i 2025, hvor de samtidig vil levere et positivt EBITDA. Derudover har selskabet igangsat søgningen efter en ny CEO, da selskabets CEO Claus Vorreiter Jensen efter gensidig overenskomst har besluttet at afslutte samarbejdet, hvorfor stifter og CINO Morten Miller konstitueres som CEO.

CS MEDICA har annonceret, at de har fået godkendt registreringen af CANNASEN i Hong Kong og New Zealand. Det var endnu et vigtigt step på selskabets globale rejse.

I bunden denne uge slutter Impero, NORD.investments og Happy Helper. Sidstnævnte har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor bestyrelsen vil foreslå, at generalforsamlingen bemyndiger bestyrelsen til at forhøje aktiekapitalen med op til knap 2,4 mio. kroner indtil d. 18. august 2027.