Wirtek offentliggjorde kvartalsrapport for tredje kvartal 2023 tilbage i november, hvor selskabet allerede satte fokus på det nye regnskabsår, 2024.

Wirtek udsendte kvartalsrapporten med overskriften Bygger momentum for et lovende 2024. Det nye år er skudt i gang, og med Wirteks robuste omsætningsbase har selskabet allerede sikret omkring 80-85% af årets omsætning, hvilket stiller Wirtek i en unik situation.

Wirtek beskrev, at 2024 ser lovende ud af flere årsager. Først og fremmest har selskabet modtaget nye ordre fra både eksisterende og nye kunder, særligt i selskabets forretningsområde med fokus på energi. Meldingen var, at disse nye ordrer først ville få sin fulde effekt fra 2024, hvilket gjorde selskabet selvsikre på et stigende aktivitetsniveau i det nye regnskabsår. Alene i andet halvår 2023 forventer Wirtek en vækst i energisegmentet på mere end 70% sammenlignet med første halvår, mens selskabet venter yderligere vækst i 2024.

Wirtek-koncernen består af Wirtek A/S, som har fuldt ejerskab over de to rumænske datterselskaber Wirtek SRL og CoreBuild Software Services SRL. I kvartalsrapporten for tredje kvartal 2023 beskrev Wirtek, at de to datterselskaber i Rumænien forventeligt ville fusionere, hvilket selskabet forventer vil bidrage til omkostningsbesparelser i 2024.

På trods af udfordrende markedsforhold hos flere af Wirteks kunder, er selskabet fortsat i tæt dialog med sine kunder. I kvartalsrapporten for tredje kvartal 2023 beskrev Wirtek, at de forventer at indlede det nye regnskabsår med en sikret omsætningsbase på ca. 70 mio. kroner for 2024. De endelige forventninger til 2024 vil forventeligt blive kommunikeret i løbet af januar 2024.

Baseret på Wirteks salgspipeline på tidspunktet for den seneste kvartalsrapport samt det løbende salgsarbejde har selskabet allerede kommunikeret, at de forventer at nå en tocifret organisk omsætningsvækst i både 2024 og 2025. Derudover forventer Wirtek som minimum at gennemføre et yderligere opkøb i strategiperioden for Accelerate25XL-strategien, hvor selskabet har oplevet en voksende pipeline af potentielle opkøbskandidater.