Endnu en børsuge er nu slut, hvorfor vi kan se tilbage på ugens udvikling på de danske vækstbørser, hvor Monsenso slutter i toppen med en stigning på 34%.

Med i toppen er også Relesys, RISMA, Swiss Properties Invest og NORD.investments, som alle har oplevet en tocifret procentstigning gennem ugen. Ingen af selskaberne har umiddelbart været ude med selskabsnyt, men NORD.investments vil offentliggøre årsregnskab for 2022 i næste uge.

Scandinavian Medical Solutions er steget 5% gennem ugen, efter selskabet har annonceret endnu et stort salg. Denne gang meddelte selskabet, at de har sikret en handel inden for forretningsområdet After Sales & Parts, som er et forretningsområde, der blev etableret i efteråret 2021, og siden da oplevet et stadigt stigende antal kunder. Salget havde en værdi på 2,0-3,5 mio. kroner.

Ugen har også budt på en række regnskaber. Det gælder bl.a. fra Alefarm Brewing, Impero, Q-Interline, Astralis, BactiQuant, Enalyzer, Stenocare og Nexcom. Alle nævnte selskaber har oplevet et fald i aktiekursen gennem ugen, hvor det største fald var for Enalyzer, der faldt 15%. Enalyzer meddelte ifm. årsregnskabet, at de ønsker at afnotere selskabets aktier, hvilket kan have fået nogle af de relativt få aktionærer i selskabet til at sælge sine aktier, mens aktien fortsat er noteret.

Blandt ugens andre nyheder, har Alefarm Brewing indstillet to stærke profiler til sin bestyrelse gennem Jens Christian Milo, CEO for Philipson Wine, og Jan Bech Andersen, der bl.a. er formand for Brøndby IF. Trophy Games har opkøbt mobilspillene Idle Necromancer og ZR fra Goathamster for 1 mio. kroner. Odico har modtaget en ordre inden for forretningsområdet Digital Fabrikation. Freetrailer har øget aktivitetsniveauet i Tyskland gennem en treårig samarbejdsaftale med det tyske self storage-firma Space Plus Store GmbH. Hove har annonceret to ordre, som begge havde en værdi på mere end 0,5 mio. kroner. Brain+ har sammen med en række eksperter inden for demens modtaget støtte fra EU til at foretage research inden for optimering af behandling i hjemmet for personer med demens.