En ny uge på den danske børs er nu overstået, og igen har den budt på relativt store kursudsving på den danske vækstbørs.
I toppen slutter Cessatech, Relesys og BactiQuant, der alle er steget 20% eller derover. Cessatech er den seneste måned steget mere end 100%, og i denne uge har selskabet meddelt, at de efter dialog med de europæiske lægemiddelsmyndigheder har fået godkendt en såkaldt pædiatrisk undersøgelsesplan for lægemiddelskandidaten CT002.
BactiQuant lancerede torsdag et nyt produkt, der sætter en ny standard for hurtigmetoder til måling af bakterieniveauer i vandprøver. I forrige uge indgik selskabet en aftale med den hidtil største internationale partner indenfor innovative vandløsninger og vandteknologi, mens selskabet er i gang med at gennemføre en aktieemission, hvor målet er at hente op mod 13,7 mio. kroner.
WindowMaster er gennem ugen steget 7%, og meddelte i starten af ugen, at selskabet har vundet endnu en OEM-kontrakt hos en førende tysk ovenlysproducent. Dataproces har bygget på stigningen fra sidste uge, og er den seneste uge steget yderligere 6%, og er således steget knap 30% den seneste måned. I denne uge kunne Dataproces annoncere, at selskabets administrerende direktør, Michael Binderup, har købt aktier for 73.800 kroner i selskabet.
I ugens bund slutter Risk Intelligence, som er faldet 30%. Risk Intelligence har meddelt, at selskabet ønsker at gennemføre en aktieemission, hvor de vil hente op til 18,4 mio. kroner. Derfor har selskabet indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling.
Ugen har derudover budt på halvårsregnskab fra Swiss Properties Invest, der realiserede en omsætning på 14,4 mio. kroner i årets første seks måneder. Hove har fortsat den kontinuerlige strøm af nyheder med investormeddelelser på fire af ugens fem handelsdage. SameSystem har udvidet sin kontrakt med Bestseller i yderligere fem år med en samlet estimeret omsætning på 35-40 mio. kroner med mulighed for mersalg. Nexcom har indgået en flerårig aftale med en dansk virksomhed omhandlende levering af stemmestyret AI, som øger selskabets ARR med ca. 3% med potentiale for at udgøre mere end 5% af selskabets samlede omsætning. Odico har modtaget en millionordre, mens DecideAct har forlænget en kontrakt på Island.
No comments! Be the first commenter?