Det er blevet fredag aften, og vi kan se tilbage på ugen der er gået på den danske vækstbørs, hvor flest aktier slutter ugen i grønt.
Helt i toppen er SPENN Technology, som er steget 45%. SPENN er i løbet af ugen indgået en aftale med I&M Bank i Uganda. Aftalen indebærer en 5-årig aftale, der som minimum vil genere 8,5 mio. kroner i omsætning for SPENN.
Audientes, Penneo og Copyright Agent har også alle haft en god uge med stigninger på hhv. 24%, 19% og 17%. Penneo har præsenteret foreløbige tal for regnskabsåret 2021, hvor det fremgik, at selskabets foreløbige EBITDA udgør -14,1 mio. kroner sammenlignet med det guidede interval på -15 til -20 mio. kroner. Samtidig udgør den foreløbige ARR 55,5 mio. kroner, hvor selskabet guidede i intervallet 54-57 mio. kroner.
Copyright Agent har annonceret, at de ekspanderer til Sydamerika med åbningen af det chilenske marked. Med udvidelsen servicerer Copyright Agent i alt 14 markeder på tre kontinenter. Åbningen af flere nye markeder og de seneste kontrakter med fire internationale kunder illustrerer effektiviteten af Copyright Agents entreprisestrategi.
I den anden ende slutter Shape Robotics med et fald på 9%. Selskabet har meddelt, at deres CFO, André Fehrn stopper ved udgangen af marts måned. Shape Robotics er fortsat steget over 40% i år. Odico og RISMA har ligeledes annonceret ændringer i ledelsen. Odico har ansat Henrik Jacobsen som ny CEO med tiltrædelse d. 1. april. RISMA har ansat Jacob Halberg som ny CFO med tiltrædelse fra d. 1. marts.
No comments! Be the first commenter?