En kort uge med kun tre handelsdage på de danske vækstbørser har budt på en række nyheder, mens afnoteringer fortsætter med at være et større tema.
Mandag havde Re-Match sidste handelsdag på First North, hvorfor selskabets aktier ikke længere er optaget til handel. Onsdag aften meddelte Happy Helper, at de ligeledes ønsker at slette sine aktier fra handel på First North, hvilket dermed ser ud til at blive den femte afnotering fra First North Danmark i 2023.
I en uge hvor de røde farver har domineret, slutter Dataproces i toppen med en stigning på 12%. Dataproces har annonceret, at de nu har fundet erstatningen for CEO, Kjartan Jensen, som i midten af juni bliver erstattet af Michael Binderup. Direktionen blev samtidig udvidet med COO Kristina Koed. Odico slutter desuden ugen med en stigning på 5%, efter de har annonceret et nyt pilotprojekt med Arkil.
Scandinavian Medical Solutions er steget 3%, efter selskabet har præsenteret halvårsregnskab for det skæve regnskabsår, og i sidste uge opjusterede sine forventninger. I regnskabet kunne selskabet præsentere en flot vækst i første halvår, hvor de realiserede en omsætningsvækst på 85%. Risk Intelligence, CS MEDICA og Trophy Games har desuden også været regnskabsaktuelle.
DecideAct har fortsat nyhedsstrømmen, og har gennem ugen annonceret to nyheder fra Island, hvor selskabet oplever pænt momentum. Mandag underskrev DecideAct en kontrakt med The Comprehensive Secondary School of West Iceland, og onsdag annoncerede selskabet et partnerskab med KPMG Island.
Blandt ugens andre nyheder kan nævnes Q-Interlines første ordre på det italienske marked, BactiQuant har udsendt en meddelelse om succes fra selskabets nye salgskanal i Chile, Alefarm Brewing er udvalgt som månedens øl i MENY i august måned og Shape Robotics har åbnet et datterselskab i Moldova. I bunden denne uge slutter Valuer med et fald på 30%, der ligesom Happy Helper har kursen mod en afnotering.
No comments! Be the first commenter?