Endnu en spændende uge på de danske minibørser er nu slut, og flere aktier slutter med store stigninger.
Hele syv aktier slutter ugen med en tocifret procentstigning, hvilket gælder FOM Technologies, OrderYOYO, Penneo, MapsPeople, Risk Intelligence, Freetrailer og DanCann Pharma.
Helt i toppen slutter FOM Technologies, som stiger hele 62%. Selskabet meddelte torsdag aften, at de som det eneste ikke-amerikanske selskab kommer med i et amerikansk statsfinansieret videnskabskonsortium af Fortune 500 virksomheder og universiteter. Dette er en stor milepæl for selskabet, hvorfor aktien også steg markant allerede i morgendagens handel fredag.
Læs også: FOM Technologies: Historisk milepæl.
OrderYOYO har også fortsat sin pæne vækst i aktiekursen. OrderYOYO startede ugen med at meddele, at selskabets CEO, Søren Gammelgaard har købt aktier for ca. 250.000 kroner til en gennemsnitskurs på 24 kroner. Samtidig har både selskabets CTO, Ralf Sohl og selskabets CCO, Kristian Brønsbjerg gjort det samme, og hver især købt aktier for ca. 250.000 kroner.
Penneo fik ligeledes en rigtig god start på ugen. Dette sker efter selskabet i slutningen af sidste uge kom i søgelyset efter ABG indledte dækning af aktien. Her vurderede ABG, at en fair pris pr aktie ligger i intervallet 30-60 kroner. Efter ugens stigning på knap 30%, er Penneo-aktien nu tæt på midten af dette interval.
På Spotlight kom der flere nyheder fra Freetrailer. De meddelte først om et udvidet internationalt samarbejde med en verdensfører inden for boligindretning. Senere meddelte Freetrailer, at de også har udvidet samarbejdet med Silvan, som tilføjer yderligere 80 trailere.
I den nedre ende slutter Shape Robotics, Fastpasscorp og Danish Aerospace Company med fald på hhv. 12%, 10% og 7%.
No comments! Be the first commenter?