Endnu en begivenhedsrig uge på den danske vækstbørs er overstået, og slutter med DanCann Pharma, ViroGates og Copyright Agent i toppen.

DanCann Pharma har gennem ugen oplevet en stigning på 26%, og fredag havde investorerne sidste dag til at deltage i emissionen, som ved fuld tegning vil tilføre 28,5 mio. kroner til selskabet. DanCann Pharma har været ude med flere nyheder under emissionen, og har i denne uge bl.a. meddelt, at de forventer at få EU-GMP-godkendelse inden udgangen af 2022 efter inspektion fra Lægemiddelstyrelsen i Q4-2022.

ViroGates og Copyright Agent er steget hhv. 23% og 16%. ViroGates var torsdag ude med to nyheder, herunder offentliggørelsen af selskabets kvartalsopdatering for tredje kvartal 2022. I årets første tre kvartaler har ViroGates realiseret en omsætning på 7,9 mio. kroner svarende til en vækst på 56% ift. samme periode sidste år.

Flere selskaber har gennem ugen præsenteret en kvartalsopdatering. Det gælder udover ViroGates også Shape Robotics, Stenocare, Wirtek, Trophy Games og Impero. Shape Robotics kunne præsentere en omsætningsvækst på hele 600%, og sluttede ugen med en kursstigning på 1%, mens de andre måtte registrere et fald i aktiekursen gennem ugen. Trophy Games og Wirtek oplevede fald på hhv. 5% og 4%, men fastholdt begge sine forventninger for året.

BactiQuant og Hove slutter ugen med stigninger på hhv. 5% og 6%. BactiQuant har meddelt, at de styrker sin indsats i Norge gennem et samarbejde med Moreld Flux, som er en ledende leverandør af instrumenter, tekniske løsninger og service for energi- marine- og vedvarende energi industri. Hove har annonceret intet mindre end fire ordrer gennem ugen under relativ god volumen for aktien, der på tre ud af ugens fem handelsdage var højere end aktiens gennemsnitlige handelslikviditet for året.

I den nedre ende finder vi Brain+, Re-Match og Konsolidator uden nogen umiddelbare selskabsrelaterede nyheder.