FOM Technologies opjusterede i sidste uge sine forventninger til regnskabsåret 2021, men hvordan ser det ud, hvis vi kigger på alle First North DK selskaber i 2021?
Op- og nedjusteringer indikerer hvorvidt et selskab udvikler sig bedre/hurtigere end forventet eller dårligere/langsommere end forventet. Dette gælder ikke kun selskaber, som er noteret på minibørsen, men også selskaber på hovedbørsen.
First North har ofte fået negativ omtale, når den har fået omtale på diverse medier. Dette har selvfølgelig været berettiget, da der altid vil være plads til forbedringer, og mange selskaber ikke har leveret op til diverse vækstmål. Jeg synes dog, at det er vigtigt at fremhæve, at der også er gode historier på First North.
Derfor har jeg kigget på, hvor mange selskaber som har opjusteret og nedjusteret sine forventninger i løbet af 2021. I min research er jeg kommet frem til, at der i 2021 er kommet 15 opjusteringer på den danske First North børs, mens der er kommet 10 nedjusteringer. Det er især de gamle selskaber på First North, som har leveret opjusteringer. Ud af de 15 opjusteringer, kommer 8 fra Erria, Jobindex, EgnsINVEST og Wirtek.
Læs også: De gamle First North Aktier.
God historik med opjusteringer
Jobindex har i 2021 leveret hele tre opjusteringer, hvilket er fordelt over ca. et halvt år. Selskabet leverede den første opjustering i april, hvor den anden kom i juli og den seneste blev annonceret i oktober. I skrivende stund guider Jobindex derfor med at nå en omsætning i niveauet 400 mio. kroner. Dette svarer til en vækst på ca. 120 mio. kroner, efter selskabet nåede en omsætning på 280 mio. kroner i 2020.
Jobindex skiller sig meget ud sammenlignet med de andre First North selskaber. Dette illustreres blandt andet af selskabets usædvanlige udbytte, som gentagende gange har svaret til en payout-ratio på ca. 100%. Det kan du læse mere om her.
Hvis vi både inkluderer 2020 og 2021, har Wirtek den bedste track record på First North med 5 opjusteringer. I 2021 af Wirtek opjusteret sine forventninger to gange, hvilket første gang skete efter opkøbet af CoreBuild i Rumænien.
EgnsINVEST har også opjusteret sine forventninger to gange, hvilket også gør sig gældende for Penneo. Senest opjusterede Penneo sine forventninger ifm. halvårsregnskabet for 2021, hvor de opjusterede forventningerne til at nå en ARR på 56-60 mio. kroner.
Lutter grønne skove?
Der kan være mange årsager til en op- eller nedjustering. I 2020 så vi f.eks. flere nedjusteringer grundet COVID-19, hvor også mange helt valgte at suspendere sin guidance grundet usikkerhed. I 2021 har flere selskaber fortsat været præget af COVID-19, hvilket også har resulteret i nedjusteringer i år.
Her kan blandt andet nævnes Happy Helper, Hydract, Monsenso og Dataproces. Da Happy Helper måtte nedjustere, meddelte selskabet, at de stadig var negativt påvirket af de afledte effekter af Covid-19 krisen både hvad angår udbud og efterspørgsel. Hydract måtte ligeledes erkende en dobbelt effekt af COVID-19, hvorfor de måtte nedjustere. Selskabet fastholdt dog sine forventninger til 2022 og den videre vækst, da de kun anså konsekvenserne have en kortvarig påvirkning.
Blandt de selskaber, som har opjusteret sine forventninger udover EgnsINVEST, Erria, Jobindex, Penneo og Wirtek, kan nævnes Agillic, Copyright Agent, Donkey Republic, FOM Technologies og RISMA. Seluxit har ligeledes været ude med en justering af forventningerne, som kan defineres som en halv opjustering og en halv nedjustering. Seluxit nedjusterede nemlig sine forventninger til omsætningen, men opjusterede sine forventninger til EBITDA.
Jeg tror, at mange kan have indtryk af, at der oftest ses nedjusteringer på First North, men i år har dette billede altså været anderledes. Jeg siger ikke, at First North bare er lutter grønne skove, men at der sagtens kan findes gode cases, som også performer bedre end ventet. Det tror jeg er vigtigt at huske, når den en gang imellem bliver mødt med høj grad af skepsis.
Den anden minibørs, som vi ligeledes følger med store interesse, Spotlight Stock Market, oplever jeg ikke mødt med samme grad af skepsis. Der er dog lige nu kun noteret seks virksomheder på Spotlight, som handles i DKK. Her har nynoterede CS Medica allerede nedjusteret sine forventninger, mens Freetrailer har opjusteret sine forventninger. DanCann Pharma har efter opkøbet af CannGros ligeledes lavet en indirekte opjustering, eftersom CannGros i 2021 guider med at nå en omsætning på 4,5 mio. kroner.
På billedet nedenunder er et grafisk overblik over min undersøgelse af op- og nedjusteringer.
No comments! Be the first commenter?